Izanagi og Izanami er et urtidsgudepar i den japanske shinto-mytologis skrifter Kojiki og Nihongi. Izanagi ('guden, der indbyder') og Izanami ('gudinden, der indbydes') skaber med et juvelbesat spyd den første japanske ø, stiger ned på den, skaber flere øer og bliver ophav til andre guddomme. Da Izanami dør og kommer til dødsriget yomi, fortsætter Izanagi skabelsesprocessen; af hans venstre øje opstår solgudinden Amaterasu, af højre øje måneguden Tsukiyomi og fra næsen guden for vind og hav, den uregerlige Susa-no-wo .