rosenøkse | lex.dk – Den Store Danske

Rosenøksen er en forhistorisk øksetype, som er fremstillet af stammen af en tak fra en kronhjort, hvor skafthullet går igennem rodenden. Typen forekommer i flere europæiske jæger-samler- og bondesamfund og er en ret almindelig hverdagsgenstand. I dansk mesolitikum og bronzealder får den også en symbolsk værdi.

Faktaboks

Etymologi: I dansk litteratur kaldes denne øksetype for rosenøkse, fordi dens skafthul ligger nær rodenden, tæt på takkens rosenkrans.
Også kendt som: hjortetaksøkse

Udseende

Rosenøkserne er lavet af stammen af en kronhjortetak, som enten er kastet, dvs. naturligt faldet af, eller kommer fra et jaget dyr. Man fjerner den øverste krone og alle sprosserne, og et 2 til 3 cm bredt skafthul bliver boret igennem stammens rodende. Rosenkransen er enten bevaret eller fjernet med øksehug. Disse rosenøkser er retæggede eller tværæggede og de starter ofte med at være over 30 cm lange. Gennem brug, splintring af æggen og genskærpning, bliver de langsomt kortere indtil de er brugt op og smidt væk. De korteste eksemplarer er således 10 til 15 cm lange. Skaftet er lavet af træ, som ofte er afbarket hasseltræ i Ertebøllekulturen. I den tidlige bondestenalder kender man til en rosenøkse med bevaret skaft lavet af løn eller navr fra lokaliteten Syltholm på Lolland. Disse økser bliver formentlig brugt til træarbejde.

Rosenøksen i Danmark

Jægerstenalderen

Mønstret rosenøkse fra Skærbæk Værket i Jylland, dateret til ældre Ertebøllekultur (5400-4500 f.v.t.).

Takkens rosenkrans er fjernet, og overfladen er glatskrabet og ornamenteret.

Rosenøkse Skærbæk Værket

Af Lennart Larsen/Nationalmuseet.

Licens: CC BY SA 4.0

Rosenøksen opstod i Danmark i Maglemosekulturen og fortsatte gennem Kongemosekulturen og den første del af Ertebøllekulturen, hvor den forsvandt omkring 4500 f.v.t. I den senere del af Ertebøllekulturen mellem 4500 og 4000 f.v.t. brugte man en anden type hjortetaksøkse i Jylland og på Fyn, T-øksen.

I Kongemosekulturen og den tidlige del af Ertebøllekulturen var rosenøksen den mest ornamenterede genstandstype, og der kendes omkring 90 ornamenterede rosenøkser fra den yngste Kongemosekultur og tidlige Ertebøllekultur i hele Danmark. Øksens overflade blev skrabet og glattet således at ornamentikken kunne blive fremstillet, i form af dybe eller tynde indridsninger, punktrækker eller små boringer. I Ertebøllekulturen i Østdanmark bestod ornamentikken ofte af store trekanter og firkanter, hvorimod i Vestdanmark bestod den ofte af parallele stregbundter (kaldet kornneg motiver) og netmønstre. Der var derfor regionale stilistiske forskelle som udtrykte sig med disse øksers udsmykning. Desuden blev ornamenterede og uornamenterede rosenøkser også lagt ned som gravgaver i nogle Kongemose og Ertebølle mande- og drengegrave, såsom i Ertebølletidens grave fra Fannerup og Nederst i Djursland, og Strøby Egede på Sjælland. Det tyder derfor på, at denne øksetype var en vigtig del af den sydskandinaviske mesolitiske kosmologi og trosverden mellem 6400 og 4500 f.v.t. Det var muligvis også en genstand knyttet mænds status.

Bondestenalderen

Rosenøksen opstod igen i Danmark i den tidlige del af bondestenalderen omkring 4000 f.v.t., og er kendt i tragtbægerkulturen i den tredje periode af mellemneolitikum, ca. 3000-2900 f.v.t. Den findes fx på Bundsø bopladsen på Als, men er ellers en ret sjælden type. De bevarede eksemplarer er stærkt slidt op, og de bliver ikke lagt som gravgods i megalitgrave. De repræsenterer derfor hverdagsgenstande, som ikke har den samme symbolske betydning som i mesolitisk tid.

Bronzealderen

Ornamenterede hjortetaksøkser, bl.a. rosenøkser, fandtes også i bronzealderen mellem 1500-800 f.v.t., både i Europa og i Danmark. De var både ornamenterede og uornamenterede og var også statusgenstande.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for Forhistoriske benredskaber

Solveig Chaudesaigues-Clausen

Ph.d.-studerende, Universitetet i Bergen