hjortetaksøkser i bronzealderen

De fleste hjortetaksøkser fra den danske bronzealder er retæggede rosenøkser, hvorimod få er T-økser eller kronøkser. Skafthullet er enten rundt, lidt ovalt eller rektangulært, og det løber ofte igennem en af de fjernede sprosser. Økserne har formentlig haft et træskaft.

Over 150 danske hjortetaksøkser er fundet uornamenterede, mens 60 fremviser glatskrabning, polering og efterfølgende ornamentering. Den mest almindelige form for ornamentik er et koncentrisk cirkelmotivet med et centralt punkt, som findes på 43 eksemplarer. Det ser også ud til, at man har indlagt tjære i nogle af disse cirkelornamenter. Tjæreindlægget skaber en skarp kontrast mellem dets mørke farve og takkens naturlige hvide-gule farve og gør, at mønstrene træder mere frem. Metalindlæg findes også, men de er til gengæld meget sjældne.

De danske hjortetaksøkser dateres bredt fra periode II i den tidlige bronzealder (1500-1300 f.v.t.) til den yngste bronzealder, omkring 800 f.v.t. I Nordeuropa kendes de fra Nordtyskland, Danmark og Skåne. De fremkommer også i bronzealderen i store dele af Europa: i Slovakiet, Østrig, Ungarn, de Baltiske Lande og Nederlandene.

I Danmark kender man til 155 eksemplarer af sådanne økser fra 139 lokaliteter over hele landet. De fleste fremkommer som offerfund i naturlige omgivelser, såsom i åer, søer, moser, og på kysten. Nogle få økser optræder også i menneskeskabte omgivelser såsom bopladser, og en økse kendes fra Sindal gravhøjen i Nordjylland. Denne optræden i vådområder og i en grav viser, at disse pragtfulde genstande har haft en stor betydning i bronzealdersamfundet, og bragt en høj status til deres ejer.

• bronzealderen
• T-økse
• rosenøkse