Fanø økse
Ornamenteret rosenøkse fra Fanø, dateret til bronzealderen.
Af /Nationalmuseet.
Licens: CC BY SA 4.0

Hjortetaksøkser, som er fremstillet af takken fra en kronhjort, fremkommer i den europæiske bronzealder. I Danmark findes der både ornamenterede og uornamenterede økser mellem ca. 1500-800 f.v.t. og de er pragtfulde genstande, som sandsynligvis er knyttet en særlig prestige.

Udseende

Detalje af ornamentikken med punkt og koncentriske cirkler på en økse fra Polen uden findekontekst.
National Museum in Szczecin.
Licens: PDM 1.0 Deed

De fleste hjortetaksøkser fra den danske bronzealder er retæggede rosenøkser, hvorimod få er T-økser eller kronøkser. Skafthullet er enten rundt, lidt ovalt eller rektangulært, og det løber ofte igennem en af de fjernede sprosser. Økserne har formentlig haft et træskaft.

Over 150 danske hjortetaksøkser er fundet uornamenterede, mens 60 fremviser glatskrabning, polering og efterfølgende ornamentering. Den mest almindelige form for ornamentik er et koncentrisk cirkelmotivet med et centralt punkt, som findes på 43 eksemplarer. Det ser også ud til, at man har indlagt tjære i nogle af disse cirkelornamenter. Tjæreindlægget skaber en skarp kontrast mellem dets mørke farve og takkens naturlige hvide-gule farve og gør, at mønstrene træder mere frem. Metalindlæg findes også, men de er til gengæld meget sjældne.

Udbredelse i tid og rum, og findekontekst

De danske hjortetaksøkser dateres bredt fra periode II i den tidlige bronzealder (1500-1300 f.v.t.) til den yngste bronzealder, omkring 800 f.v.t. I Nordeuropa kendes de fra Nordtyskland, Danmark og Skåne. De fremkommer også i bronzealderen i store dele af Europa: i Slovakiet, Østrig, Ungarn, de Baltiske Lande og Nederlandene.

I Danmark kender man til 155 eksemplarer af sådanne økser fra 139 lokaliteter over hele landet. De fleste fremkommer som offerfund i naturlige omgivelser, såsom i åer, søer, moser, og på kysten. Nogle få økser optræder også i menneskeskabte omgivelser såsom bopladser, og en økse kendes fra Sindal gravhøjen i Nordjylland. Denne optræden i vådområder og i en grav viser, at disse pragtfulde genstande har haft en stor betydning i bronzealdersamfundet, og bragt en høj status til deres ejer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig