Der er mange forskellige navne på vogntyperne i den latinske litteratur. Slår man op i ordbøger og kulturhistoriske oversigter for at få mere at vide, fx om vognenes konstruktion og forspænding, får man meget forskellige svar. Det skyldes både, at teksterne stammer fra vidtstrakte områder med forskellige teknologiske traditioner gennem flere århundreder, men også, at mange navne henviser til vognenes funktion i stedet for til deres konstruktion.

Nogle af vogntyperne havde romerne overtaget fra etruskerne, men da oldtidens keltere (gallere) var dygtige vognbyggere, overtog romerne både håndværket og en del af navnene fra dem. Kelterne havde kontakt med grækerne og mange andre folkeslag, og det lader til, at fx de tredelte skivehjul (danske Rappendam-type) er inspireret af central- og vesteuropæiske keltiske strømninger, mens det mangeegrede hjul med fælg af et stykke bøjet træ (den danske Dejbjerg-type) er inspireret af folkeslagene på de pontiske og russiske stepper med kinesisk oprindelse.

Det er derfor ikke kun vogntyperne, der er spredt, men også arbejdsmetoder og dele som hjul, vognkasse, trækåg, seletøj, m.m., der blev kombineret på karakteristisk måde i de forskellige perioder og områder af Europa frem mod vor tid.

Romerriget blev delt i et vestligt og østligt rige efter kejser Theodosius 1. den Stores død i 395. Det vestromerske rige gik hastigt sin undergang i møde, mens det østromerske (Byzans) eksisterede indtil 1453. Theodosius den Stores sønnesøn, kejser Theodosius 2., der regerede det østromerske rige i årene 408-450, huskes især for den såkaldte Theodosianske lov eller reform (Codex Theodosianus), der blev udsendt i år 438 sammen med den vestromerske kejser Valentian 3. Den indeholder blandede kejserlige forordninger gældende for hele riget, hvoraf en del var over 100 år gamle og stammede fra Konstantin den Stores tid (306-337). Det er særligt reformens bestemmelser om landtransport, der har interesse i denne forbindelse, fordi de løfter sløret for, hvorledes de vidtstrakte offentlige stenbrolagte veje blev brugt.

De lokale jord- og grusveje mellem de mindre bebyggelser har ikke interesseret kejseren. Hestene blev først og fremmest brugt til ridning og trækkraft for lette personvogne og væddeløbsvogne. Dernæst til lette og hurtige transporter, kommunikation og postforsendelser. Reformen har bestemmelser for trafikkens afvikling, der skulle ske med en vis hastighed uden standsninger, trækdyrenes humane behandling og vognlæssenes største vægt. En firehjulet vogn må kun læsse ca. 330 kg (1.000 romerske pund), dog ca. 500 kg (1.500 pund), hvis vognen trækkes af okser. En tohjulet kærre må læsse 65 kg (200 pund) og en posthest formentlig med rytter 10 kg (30 pund).

Disse ret beskedne vægtgrænser har givet anledning til stor undren blandt historikere, men de danske vognforsøg viser, at de er realistiske. Den romerske kejser Diokletian (285-305) udsendte i år 301 et såkaldt edikt om priser på de forskellige køretøjer og transporter. Standardlæsset for en vogn er her sat til ca. 400 kg (1.200 pund), mens en kamel kan transportere ca. 200 kg (600 pund) gods (kun 400 pund træ) og et æsel ca. 100 kg (300 pund gods eller 200 pund træ). Ediktet viser, at man hovedsageligt anvendte træ til vognbygning, og at de drejede dele (fx eger og nav) var de dyreste. Gode hjul var kostbare, og fælge fremstillet af ét stykke træ var dobbelt så dyre som fælge af sammensatte fælgstykker. Fælgene var beslået med jern på slidbanen for at kunne køre på de stenbrolagte veje, ligesom hestene havde jernsko, mens bøndervognene på de mindre jord- og grusveje næppe har haft jernbeslag på fælgene, lige så lidt som hestene havde hestesko af jern. Det interesserer imidlertid ikke Diokletian.

Romerske vogntyper

Følgende liste forsøger at sammenfatte nogle af de mange spredte oplysninger om romerske vogne i oldtiden fra omkring begyndelsen af vor tidsregning til år 500. Sporvidden på de romerske vogne angives tid til anden til 1,43 m – det samme, som Frederik 2. forlangte i Danmark i 1500-tallet og som i vore dage anvendes af de normalsporede jernbaner over store dele af verden.

  • Arcera var en kasseagtig landbrugsvogn, der også blev brugt til sygetransport. Det er sandsynligt, at bøndernes udgave af arcera blev fremstillet af bønderne selv til brug på de lokale grus- og jordveje og kan have været forbilledet for den danske Tranbær-type kendt fra det jyske mosefund.
  • Biga var en tohjulet stridsvogn til to personer brugt i krig og til væddeløb. Den kunne have onde knive på akslen for at skade modstanderen.
  • Carpentum var en tohjulet lukket rejsevogn for privilegerede kvinder, senere præster, der fik lov sammen med pilentum – som de eneste – at køre inde i byerne.
  • Carruca blev brugt til lange rejser og var rigt udsmykket.
  • Carrus var en firehjulet lastvogn med fladt lad brugt af militæret i felten som trosvogn.
  • Cisium var en hurtig tohjulet vogn til to personer nærmest en art karriol, brugt som taxa.
  • Convinnus var en gallisk stridsvogn.
  • Currus var entohjulet åben triumf- væddeløbs- eller stridsvogn til to personer, der var lukket fortil og havde en vognstang og trækåg til to heste. En tredje hest kunne være spændt for til højre for eller imellem de to åg-heste med svingelpå vognen og skagler, som det ses afbildet på vaser fra Etrurien. Forspændingen med to heste kaldes på latin bigae, tre heste kaldtes triga og med fire quadrigae. Vogntypen blev som stridsvogn anvendt af asiatiske folk og af grækere i den klassiske oldtid – fx hos Homér. Det var også en vogntype, som gallerne (kelterne) brugte i kampe mod romerne.
  • Essedum var en hurtig tohjulet gallisk stridsvogn trukket af to heste brugt i Gallien og Britannien. Den blev også brugt som hurtig rejsevogn.
  • Petorritum var en gallisk firehjulet rejsevogn.
  • Pilentum var en lukket luksuriøs rejsevogn for præster, der lige som carpentum benyttedes af privilegerede kvinder og præster, der fik lov til – som de eneste – at køre inde i byerne.
  • Plaustrum var en svær lastvogn (blokvogn) med to skivehjul fæstnet på akslen. Køretøjerne blev brugt til tunge transporter fx gødning, byggematerialer og statuer. Den blev trukket af mindst fire okser, æsler, muldyr eller heste.
  • Raeda var en lukket firehjulet rejsevogn med vinduer, nærmest en karosse. Det var de riges rejsevogn, trukket af fire heste. Under Augustus blev typen brugt som statens postvogn og Theodosius bestemmer, at den ikke må læsse over 1000 romerske pund eller ca 330 kg.
  • Reda var en åben rejsevogn med fire hjul for mindre rige.
  • Sarracum var en bondevogn med små skivehjul; den blev brugt til transport af bjælker og brædder eller mange mennesker.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig