romerske vogne

Der er mange forskellige navne på vogntyperne i den latinske litteratur. Slår man op i ordbøger og kulturhistoriske oversigter for at få mere at vide, fx om vognenes konstruktion og forspænding, får man meget forskellige svar. Det skyldes både, at teksterne stammer fra vidtstrakte områder med forskellige teknologiske traditioner gennem flere århundreder, men også, at mange navne henviser til vognenes funktion i stedet for til deres konstruktion.

Nogle af vogntyperne havde romerne overtaget fra etruskerne, men da oldtidens keltere (gallere) var dygtige vognbyggere, overtog romerne både håndværket og en del af navnene fra dem. Kelterne havde kontakt med grækerne og mange andre folkeslag, og det lader til, at fx de tredelte skivehjul (danske Rappendam-type) er inspireret af central- og vesteuropæiske keltiske strømninger, mens det mangeegrede hjul med fælg af et stykke bøjet træ (den danske Dejbjerg-type) er inspireret af folkeslagene på de pontiske og russiske stepper med kinesisk oprindelse.

Det er derfor ikke kun vogntyperne, der er spredt, men også arbejdsmetoder og dele som hjul, vognkasse, trækåg, seletøj, m.m., der blev kombineret på karakteristisk måde i de forskellige perioder og områder af Europa frem mod vor tid.

Romerriget blev delt i et vestligt og østligt rige efter kejser Theodosius 1. den Stores død i 395. Det vestromerske rige gik hastigt sin undergang i møde, mens det østromerske (Byzans) eksisterede indtil 1453. Theodosius den Stores sønnesøn, kejser Theodosius 2., der regerede det østromerske rige i årene 408-450, huskes især for den såkaldte Theodosianske lov eller reform (Codex Theodosianus), der blev udsendt i år 438 sammen med den vestromerske kejser Valentian 3. Den indeholder blandede kejserlige forordninger gældende for hele riget, hvoraf en del var over 100 år gamle og stammede fra Konstantin den Stores tid (306-337). Det er særligt reformens bestemmelser om landtransport, der har interesse i denne forbindelse, fordi de løfter sløret for, hvorledes de vidtstrakte offentlige stenbrolagte veje blev brugt.

De lokale jord- og grusveje mellem de mindre bebyggelser har ikke interesseret kejseren. Hestene blev først og fremmest brugt til ridning og trækkraft for lette personvogne og væddeløbsvogne. Dernæst til lette og hurtige transporter, kommunikation og postforsendelser. Reformen har bestemmelser for trafikkens afvikling, der skulle ske med en vis hastighed uden standsninger, trækdyrenes humane behandling og vognlæssenes største vægt. En firehjulet vogn må kun læsse ca. 330 kg (1.000 romerske pund), dog ca. 500 kg (1.500 pund), hvis vognen trækkes af okser. En tohjulet kærre må læsse 65 kg (200 pund) og en posthest formentlig med rytter 10 kg (30 pund).

Disse ret beskedne vægtgrænser har givet anledning til stor undren blandt historikere, men de danske vognforsøg viser, at de er realistiske. Den romerske kejser Diokletian udsendte i år 301 et såkaldt edikt om priser på de forskellige køretøjer og transporter. Standardlæsset for en vogn er her sat til ca. 400 kg (1.200 pund), mens en kamel kan transportere ca. 200 kg (600 pund) gods (kun 400 pund træ) og et æsel ca. 100 kg (300 pund gods eller 200 pund træ). Ediktet viser, at man hovedsageligt anvendte træ til vognbygning, og at de drejede dele (fx eger og nav) var de dyreste. Gode hjul var kostbare, og fælge fremstillet af ét stykke træ var dobbelt så dyre som fælge af sammensatte fælgstykker. Fælgene var beslået med jern på slidbanen for at kunne køre på de stenbrolagte veje, ligesom hestene havde jernsko, mens bøndervognene på de mindre jord- og grusveje næppe har haft jernbeslag på fælgene, lige så lidt som hestene havde hestesko af jern. Det interesserer imidlertid ikke Diokletian.