træteknologi

Når et områdes træteknologi kan følges gennem de forskellige arkæologiske og historiske perioder, er det ikke alene takket være de skærende redskabers udvikling, men også via skiftende valg af træsorter samt ikke mindst gennem de bevarede træsagers bearbejdningsspor og fundkombinationer, der kan røbe lagring, forarbejdning og værkstedsforhold. Forskernes arkæologiske og historiske undersøgelser kan suppleres af efterlignende forsøg med periodernes værktøjer og arbejdsmetoder, hvor man bygger kopier af datidens huse, skibe og vogne.

I det sydlige Skandinavien med kystklima, der tidligere var domineret af skove med tunge træsorter eg, bøg, ask, el og lind, har man gennem både stenalderen, bronzealderen, jernalderen og vikingetiden hovedsagelig bearbejdet veddet med økser og skærende værktøjer, mens det var nyfældet og smidigt. Man respekterede veddets fibre og udnyttede svindet fra grønt og vådt til nedtørret til at styrke samlingerne. Det er baggrunden for jernalderens våd-tør-teknologi, der i yngre jernalder og vikingetid udvikler det nordiske dobbeltspidse skib af tynde kløvede bord hovedssageligt af eg.

I ældre middelalder indføres brugen af savskåret tørret træ i det sydlige Skandinavien, fx i de romanske stenkirkers tagværker. Denne tørre teknologi, der anvendte tappede samlinger, søm og metalbeslag, blev oprindelig udviklet syd for Alperne og udbredt inden for Romerriget.

Langt senere udbredtes den tørre teknologi med hanseaternes anlægsarbejder og deres tunge skibstype, kaldet en kogge, der var bygget af savskårne bord, til købstæderne omkring den vestlige Østersø. Lokale håndværkere, bl.a. hjulmagere og træskomagere, mens befolkningen på landet videreførte den våde løvtræsteknologi (huggehus-teknologi), mens de organiserede håndværkere i købstæderne efterhånden overtog den kontinentale tørre teknologi til bygninger og indbo først med løvtræ, siden med importeret nåletræ, især fyr, der i vore dage er enerådende både på landet og i købstæderne.

• håndværk
• grubehus