radikalisme

Radikalisme er stræben efter gennemgribende forandringer i politiske forhold og samfundsforhold. Radikalisme er ikke i sædvanlig forstand et ideologisk fænomen og har ingen historisk sammenhængende identitet.

Begrebet indgår i de europæiske hovedsprog fra 1820'erne. I England optrådte udtrykket radikal reform sidst i 1700-tallet, og radikalisme blev første gang brugt i forbindelse med modstanden mod det politiske reformarbejde i 1830'erne, som kritikere ikke fandt vidtgående nok.

Derefter anvendtes begrebet i forbindelse med de såkaldte filosofiske radikale, dvs. den gruppe af liberale, som inspireredes af den britiske filosof Jeremy Bentham. Hertil hørte James Mill, David Ricardo og John Stuart Mill. Også i Frankrig dannedes radikale grupper; radikalisme var her ensbetydende med republikanisme og antiklerikalisme (se fx Parti Radical).

Frem til sidste tredjedel af 1800-tallet stod radikalisme overvejende for borgerligt liberale reformtanker, men herefter forbindes ordet i stigende grad i sammenhæng med venstreorienterede og især marxistiske, socialistiske og revolutionære bevægelser. En central plads i denne udvikling havde syndikalismen.

Med tilkomsten af den højreorienterede organisation i Frankrig Action Française (1899) dannedes der imidlertid også en model for en europæisk mangfoldighed af både radikalt reaktionære og protofascistiske bevægelser, der i samtiden bl.a. blev benævnt revolutionær konservatisme eller ungradikalisme.

Moderne politisk sociologi anvender her betegnelsen højreradikalisme (engelsk radical right), et begreb, der kom til i USA i midten af 1950'erne for at karakterisere grupper på højrefløjen, som opponerede mod den traditionelle konservatisme.

I Danmark blev udtrykket "radikal" brugt under Forfatningskampen om nogle af de grupper i Venstre, der har villige til at gå længst i kampen mod den siddende Højre-regering. Og i 1905 tog det nydanne parti, Det Radikale Venstre, ligefrem udtrykket med i sit officielle partinavn.