Illustration, 1894
Af .

En prolog er en indledende tale eller et forspil til et drama – i modsætning til epilogen, der er en afsluttende tale. Prologen kan involvere én eller flere skuespillere, og den kan indeholde både monolog og dialog. Ofte tjener prologen som eksposition, dvs. en præsentation af baggrunden for den dramatiske konflikt.

Faktaboks

Etymologi

Prolog kommer af det græske prologos, 'fortale'.

Mange prologer begynder med monologer fremført i enrum – fx vagtpostens monolog i AischylosAgamemnon – og disse kan være mere eller mindre åbenlyst henvendt til publikum.

Prologen i romersk komedie

I romersk komedie, hvor koret helt er forsvundet, bliver prologen ofte brugt som parabase, som i Plautus’ Menaechmi, hvor førsteskuespilleren henvender sig direkte til publikum på vegne af digteren.

Metadramatiske prologer

Metadramatiske prologer er også udbredt i ikke-vestlige teatertradition som klassisk sanskrit drama, fx den indiske digter Kalidasas Sakuntala. Fra renæssancen bruges af og til en særlig fortæller- eller korskuespiller i prologen til at levere ekspositionen, men det er endnu mere udbredt at lade en bi- eller hovedperson præsentere baggrunden for konflikten.

Introduktion til imaginær verden

Prologen kan også bruges til at præsentere publikum for en imaginær verden, der ikke er synlig på scenen, som i prologen til Shakespeares Henrik V, hvor koret beder publikum bruge fantasien til at forestille sig skuespillets vældige ridderslag, der ikke lader sig fremstille på scenen.

Prolog i prosa og epik

I prosa og epik optræder prologer ofte som forhistorie (fx i prologerne til Chaucers Canterbury Fortællinger, ca. 1390), rammefortællinger eller indledende betragtning.

Prolog bruges også som indledning, svarende til den klassiske retoriks prooemium (af græsk prooimion, fortale).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig