prolog

I romersk komedie, hvor koret helt er forsvundet, bliver prologen ofte brugt som parabase, som i Plautus’ Menaechmi, hvor førsteskuespilleren henvender sig direkte til publikum på vegne af digteren.

Metadramatiske prologer er også udbredt i ikke-vestlige teatertradition som klassisk sanskrit drama, fx den indiske digter Kalidasas Sakuntala. Fra renæssancen bruges af og til en særlig fortæller- eller korskuespiller i prologen til at levere ekspositionen, men det er endnu mere udbredt at lade en bi- eller hovedperson præsentere baggrunden for konflikten.

Prologen kan også bruges til at præsentere publikum for en imaginær verden, der ikke er synlig på scenen, som i prologen til Shakespeares Henrik V, hvor koret beder publikum bruge fantasien til at forestille sig skuespillets vældige ridderslag, der ikke lader sig fremstille på scenen.

I prosa og epik optræder prologer ofte som forhistorie (fx i prologerne til Chaucers Canterbury Fortællinger, ca. 1390), rammefortællinger eller indledende betragtning.

Prolog bruges også som indledning, svarende til den klassiske retoriks prooemium (af græsk prooimion, fortale).

• komedie
• tragedie
• epilog