portræt

Portræt. 1 Stifterbillede, 1125-1200, Fjenneslev Kirke; her gengivet i akvarel af J. Kornerup, 1873. I portrættet af den ydmyge stifter med kirkemodellen rakt op mod den tronende Kristus har kunstneren hæftet sig ved de slægtsspecifikke træk snarere end de personlige. 2 Idealiseret portrætbuste fra 1.årh. e.Kr. af den første romerske kejser, Augustus, med den karakteristiske hårhvirvel, der angiveligt gav ham lighed med Alexander den Store og samtidig ansås for at være tegn på guddommelighed. 3 Jan van Eycks portræt af en Mand med rød turban, 1433, regnes for at være det tidligste kendte selvportræt. Det er dog ikke som maler med pensel, han har valgt at præsentere sig, derimod som agtværdig Brugge-borger, iført den turbanlignende hovedbeklædning, som også tidens købmænd bar. 4 Thomas Gainsboroughs Byamfamilien er et eksempel på 1700-t.s familieportræt, hvor familiens besiddelser og velstand bliver væsentlige elementer i portrætteringen af familien. 5 I det Rembrandt-tilskrevne portræt af Dame med nellike fra 1656 danner blomstens sart røde nuance s.m. ansigt og hænder en farvemæssig kontrast til kvindens mørke dragt og den neutrale baggrund. Og måske kan nelliken som traditionelt trolovelsessymbol være nøglen til tolkning af hendes ansigtsudtryk.

.

Portræt, billedkunstnerisk fremstilling af et individ, som er genkendeligt gennem de skildrede personlige træk. Som kunstnerisk udtryk befinder portrættet sig i et spændingsfelt mellem type og individ. Alt efter det herskende menneskesyn lægges der i nogle perioder vægt på at gengive den ydre fysiske lighed, i andre på at give en psykologisk karakteristik.

Faktaboks

etymologi:
Ordet portræt kommer af fransk portrait, afledt af oldfransk portraire 'afbilde', af pro- og latin trahere 'trække', dvs. 'trække frem'.

Historie

I oldtidens Egypten portrætteredes herskeren ofte i idealiseret skikkelse for at markere hans guddommelige status, en tradition, der videreførtes i hellenistisk tid og af de romerske kejsere. Derudover anvendtes portrættet til forevigelse af afdøde personer, således de egyptiske mumieportrætter og de græske portrætter af bl.a. digtere og filosoffer.

Inden for denne portrætgenre udvikledes der, specielt med baggrund i den romerske forfaderkult, en højere grad af realisme, mod antikkens slutning dog med en stadig stærkere betoning af det åndelige udtryk.

Middelalderen igennem talte det slægts- og standsmæssige tilhørsforhold mere end den enkelte person. Profilportrættet blev konvention for fremstilling af familielighed og af klasse, som det ses i stifterportrætter på fx altertavler.

Med renæssancens fremhævelse af det individuelle menneske fik portrættet en ny betydning som personlighedsskildrende, og en face- og halvprofilportrættet blev den foretrukne form. I fyrstelige og aristokratiske kredse tjente portrættet den verdslige repræsentation, fx rytter- og helfigurportrætter. Inden for handelsborgerskabet og blandt de lærde og kunstnerne selv angav portrættet den nyvundne sociale status; den portrætterede udstyredes evt. med attributter og rekvisitter, til tider tenderende mod det genreagtige. Men især rettedes opmærksomheden mod det liv, der afsløres i ansigtets oval og hændernes arabesk.

Kvindeportrættet havde tidligt, bl.a. med Tizian, fået en fremtrædende position, som det bevarede ind i 1800-tallet, og som ses i fin de siècle-tidens malerier af stille eksistenser. I 1700- og 1800-tallet understregedes det hjemlige livs voksende betydning i den nye borgerlige kultur gennem familieportrættets popularitet, fx i C.W. Eckersbergs malerier. Dertil kom portrætter af børn samt yndlingshunde og -heste.

Med kubismen minimeredes portrætligheden til fordel for den æstetiske doktrin, og endnu mindre plads levnede modernismens abstraktion til portrætligheden. Men med figurationens genkomst i billedkunsten ca. 1950 har portrættet i pop-art, nyrealisme etc. fået en renæssance, oftest som repræsentationsstykke, fx i malerier af Niels Strøbek.

Det fungerer tillige som medium for den kunstneriske udforskning af det fysiognomiske landskab og af sjælelivets dybder i kunstnerens eget ansigt, sådan som Rembrandt gjorde det, om end sommetider filtreret gennem kameraets linse, fx Chuck Close og Cindy Sherman.

Portrætfotografi

Richard Avedon. Marilyn Monroe, skuespillerinde, New York City 5.6.57; fotografi, 1957.

.

Ved fotografiets fremkomst i 1839 fik man en teknik, der objektivt og med stor nøjagtighed kunne gengive det menneskelige fysiognomi. Da billederne også kunne sælges forholdsvis billigt, vandt portrætfotografiet meget hurtigt stor udbredelse. Det ældste portrætfotografi i Danmark er et daguerreotypi af Bertel Thorvaldsen fra ca. 1843.

Mange af de tidlige fotografer var oprindelig malere, fx D.O. Hill, der fra 1843 arbejdede sammen med fotografen Robert Adamson. Julia Margaret Cameron, Étienne Carjat og Nadar er andre af 1800-tallets betydeligste portrætfotografer, mens 1900-tallet har været præget af bl.a. Richard Avedon, Philippe Halsman, Man Ray, Yousuf Karsh, Arnold Newman og Irving Penn.

Blandt de mange danske repræsentanter for genren er Heinrich Tönnies (1825-1903), Aage Remfeldt, Herbert Davidsen (1902-71), Rie Nissen (1904-88), Herdis Jacobsen og Rigmor Mydtskov.

Se også fotoautomat, kabinetsformat, visitkortformat og Reimert Kehlet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig