Rembrandt

Rembrandt, egl. Rembrandt Harmenszoon van Rijn, 15.7.1606-4.10.1669, hollandsk maler, raderer og tegner, født i Leiden som søn af en møller. Efter skolegang i Leiden og kortvarige studier ved Leidens universitet ca. 1620 kom Rembrandt i lære hos maleren Jacob Isaacszoon van Swanenburg (1571-1633). Ca. 1624-25 studerede han i seks måneder hos den tids førende historiemaler i Amsterdam, Pieter Lastman.

Tilbage i Leiden arbejdede Rembrandt som selvstændig kunstner i nogle år sammen med en anden Lastman-elev, Jan Lievens. Sammen skabte de en ny genre, de såkaldte tronies, anonyme bryst- og halvfigursbilleder i fantasidragter. Men den unge Rembrandt ville være historiemaler, og mange af hans tidlige arbejder vidner om direkte indflydelse fra Lastman såvel i motivvalg som i komposition og kolorit.

På denne tid overtog han de hollandske caravaggisters lysbehandling med et dramatisk clairobscur, der kom til at spille en stor rolle for hans kunst og allerede prægede hans arbejder fra de sene Leiden-år, fx Fremstillingen i templet (1631, Mauritshuis, Haag). Ved et besøg hos Rembrandt og Lievens i Leiden i 1629 blev kunstkenderen og digteren Constantijn Huygens begejstret for deres kunst og spåede dem en stor fremtid. Gennem Huygens, der var sekretær for statholder prins Frederik Henrik af Oranje, fik Rembrandt senere flere bestillinger fra hoffet i Haag.

I vinteren 1631-32 slog Rembrandt sig ned i Amsterdam, hvor han flyttede ind hos den fremtrædende kunsthandler Hendrik van Uylenburgh og blev leder af dennes kunst- og kopiskole. Rembrandt blev med ét slag Amsterdams førende portrætmaler; hans succes var enorm, eleverne flokkedes om ham, og i 1632 slog han sin berømmelse fast med portrættet af medlemmer af Amsterdam-kirurgernes lav, Dr. Nicolaes Tulps anatomi-lektion (Mauritshuis, Haag). Det var hans første store billede og et vendepunkt i udviklingen af det hollandske korporationsportræt, idet personerne knyttes sammen af en handling, der udspiller sig inden for billedet selv.

1633-39 udførte han den såkaldte Passionsserie, en række billeder med emner fra Jesu liv og lidelseshistorie, der blev erhvervet af prins Frederik Henrik (seks billeder i Alte Pinakothek, München). Rembrandt forsøgte her at tilpasse sin stil til det europæiske barokmaleris patetiske og dramatiske udtryksmåde, hvilket i endnu højere grad er kendetegnende for flere store figurbilleder fra denne tid som fx det grusomt realistiske Samson blindes (1636, Städelsches Kunstinstitut, Frankfurt), der er påvirket af Rubens og Caravaggio. Hovedværket blandt periodens mytologiske billeder er det varmt sensuelle Danaë (1636, Eremitagen, Sankt Petersborg).

Rembrandt blev i 1634 gift med Hendrik van Uylenburghs kusine, Saskia van Uylenburgh, og de købte i 1639 et stort hus i Amsterdams jødekvarter. Af fire børn overlevede alene Titus (1641-68) barneårene. Han er portrætteret i flere billeder ligesom Saskia, der ses i bl.a. det muntre Rembrandt med Saskia (Dresden, Gemäldegalerie). Kort efter Titus' fødsel døde Saskia i sommeren 1642. Samme år fuldførte Rembrandt sit berømteste værk, det mægtige Nattevagten (1642, Rijksmuseum, Amsterdam), hvor han gennem en dramatisk iscenesættelse omformede et traditionelt skyttestykke til et handlingsmættet historiemaleri. Et hovedværk blandt de religiøse malerier, Kristus i Emmaus, er dateret 1648 (Louvre).

I 1649 indledte Rembrandt et langvarigt forhold til Hendrickje Stoffels (1626-63), som han skildrede i flere fremragende portrætter. Økonomiske vanskeligheder som følge af et ekstravagant pengeforbrug og tyngende gæld i huset førte til, at Rembrandt i 1656 blev erklæret insolvent og i 1657-58 måtte sælge hus og ejendele, herunder sin kunstsamling. Men på trods af vanskelige ydre forhold udførte Rembrandt i disse år nogle af sine vigtigste værker, fx portrættet af den rige patricier Jan Six (1654, Six-samlingen, Amsterdam), malet med en dristig og sikker penselføring, og Dr. Joan Deymans anatomi-forelæsning (1656, fragment i Rijksmuseum, Amsterdam).

Rembrandts dybt personlige malemåde med anvendelse af tyk impasto og dramatisk clairobscur isolerede ham i løbet af 1650'erne og 1660'erne i stigende grad fra den generelle udvikling i hollandsk maleri, der på den tid gik i retning af en mere elegant og klassicistisk stil og en lysere kolorit. Da han i 1662 på bestilling leverede det mægtige billede af Batavernes troskabsed til Claudius Civilis (1661-62, Nationalmuseum, Stockholm; beskåret) til udsmykning af det nye rådhus i Amsterdam, blev det allerede samme år fjernet og i 1663 erstattet af et billede af Jürgen Ovens. Umiddelbart efter Claudius Civilis malede Rembrandt Klædemagerlaugets prøveudvalgsmedlemmer, kaldet De Staalmeesters (1662, Rijksmuseum, Amsterdam), der blev hans sidste gruppeportræt. Fra samme periode er Jødebruden (Rijksmuseum, Amsterdam).

Ingen anden kunstner har så bevidst og konsekvent som Rembrandt benyttet selvportrættet som kunstnerisk udtryksmiddel. Gennem hele livet malede han selvportrætter, fra ungdommens bevidst idealiserede skildring af den unge kunstner på vej til at erobre Amsterdam (ca. 1629, Mauritshuis, Haag) over manddommens selvbevidste poseren som sin tids hollandske Tizian (1640, National Gallery, London) til det sidste portræt af en aldrende mester, hvis kunstneriske budskab er udtømt (1669, Mauritshuis, Haag).

I de senere år har en mere kritisk indstilling til, hvad der kan betragtes som autentiske værker af Rembrandt, reduceret omfanget af hans œuvre betydeligt, og fx har de værker i danske samlinger (Statens Museum for Kunst, Nivaagaards Malerisamling), der har båret mesterens navn, under denne proces været mere eller mindre omstridt.

En gruppe hollandske forskere har under navnet Rembrandt Research Project (RRP) med publikationen A Corpus of Rembrandt Paintings siden 1968 på videnskabeligt teknisk grundlag søgt at afgøre, hvilke arbejder der er egenhændige, og hvilke ikke. Indtil nu dækker RRPs arbejde Rembrandts virksomhed frem til 1642, og ifølge disse forskere er Nivaagaards Kvindeportræt (1632) et egenhændigt arbejde af Rembrandt. Gruppens metoder og resultater er dog blevet mødt med nogen skepsis fra flere sider.