radering

Grafikeren raderer med en nål motivet i en ætsegrund af asfalt på kobberpladen. Bag sig har han som forlæg en spejlvendt kopi af originaltegningen. Illustration fra Abraham Bosse's Traité des manières de graver en taille douce sur l'airin par le moyen des eaux-fortes... (1645)

.

Radering er en grafisk dybtryksteknik, der foregår ved trykning af et motiv fra en ætset trykplade.

Faktaboks

etymologi:
Ordet radering kommer af latin radere 'kradse, skrabe, bortskrabe'.

En plade – traditionelt af kobber, i nyere tid ofte af zink – dækkes af en såkaldt ætsegrund af fx voks, harpiks og asfalt (hård grund), i hvilken motivet tegnes med en nål.

Pladen nedsænkes derefter i et syrebad (oftest salpetersyre, saltsyre og kaliumchlorat ('hollandsk bad') eller jernklorid), som ætser sig ind i de partier af pladen, der er blevet blotlagt med radernålen; koncentrationen af syren eller syrebadets varighed er bestemmende for, hvor kraftige linjerne bliver. Pladen renses, indsværtes og aftørres, så sværten kun sidder i fordybningerne, og trykkes mod et fugtet stykke papir i en kobbertrykpresse. Motivet kan korrigeres ved fornyet (evt. partiel) tildækning, ridsning og ætsning af pladen samt ved mere eller mindre grundig aftørring af pladen efter indsværtning.

Således kan det færdigtrykte billede, der også betegnes radering, forekomme i forskellige tilstande i større eller mindre oplag.

Teknikken har som kunstnerisk udtryksform været kendt siden 1500-tallets begyndelse. Albrecht Dürer udførte få raderinger (på plader af jern), andre pionerer var Urs Graf, Albrecht Altdorfer og Lucas van Leyden.

I 1600-tallets begyndelse arbejdede Jacques Callot og Abraham Bosse, senere Rembrandt, G.B. Tiepolo, G.B. Piranesi og Francisco Goya, i 1900-tallet Pablo Picasso blandt mange andre.

Læs mere i Den Store Danske

Litteratur

  • Hind, Arthur M,: A History of Engraving and Etching from the 15th Century to the Year 1914. (1908. 3. udgave 1922. Revideret 3. udgave 1923). Dover Publications, 1963 ff. Genoptrykkes løbende.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig