organisationsteori (Historisk udvikling)

Artikelstart

Organisationsteori (Historisk udvikling), Organisationsteoriens udvikling tog for alvor fart umiddelbart efter 2. Verdenskrig, men fagområdets oprindelse kan dog spores betydeligt længere tilbage. Adam Smiths teori om arbejdsdeling og økonomisk vækst og Max Webers teori om bureaukrati som et middel til fremme af samfundsmæssig rationalitet kan genfindes som hovedelementer i nutidige teoribygninger. Teoriansatser i begyndelsen af 1900-t. anskuede i forlængelse heraf organisationer som teknisk-rationelle midler til opnåelse af givne mål. Kendte eksponenter for denne opfattelse var Frederick W. Taylor, der udviklede scientific management, og Lillian M. Gilbreth (1878-1972), der arbejdede med detaljerede studier af arbejdsprocesser. Henri Fayol (1841-1925) er en anden tidlig bidragyder, der fokuserede på principper for udformning af den overordnede organisationsstruktur.

Et brud med denne strukturelle og rationelle synsvinkel skete i forbindelse med Elton Mayos (1880-1949) Hawthorne-eksperimenter. Gruppens og arbejdspladsens sociale relationers betydning for motivation og produktion blev erkendt. Det førte til en gentænkning af organisationer som systemer, hvor de uformelle sociale relationer og ikke den formelle struktur bestemmer adfærden, produktiviteten og organisationens overlevelsesevne. Chester Barnard (1886-1961), Philip Selznick og Talcott Parsons udviklede efterfølgende teoribygninger, der betonede fælles værdier og integrative processer som det, der holder sammen på organisationer på trods af arbejdsdeling og formelle strukturer.

Nyere strukturteorier, bl.a. formuleret af Jay Galbraith og Henry Mintzberg (f. 1939), betoner i forlængelse heraf både den formelle og uformelle organisation og har samtidig forladt de tidlige teoriers antagelse om, at der findes én optimal struktur. I stedet argumenteres for, at der eksisterer forskellige typer af organisationsstrukturer, og at valget af struktur skal være situationstilpasset.

En anden retning, der kan ses i forlængelse af Karl Marx' tanker, brød radikalt med opfattelsen af organisationer som værdi- og interessefællesskaber. Harry Braverman (1920-76) argumenterede med direkte reference til Frederick Taylors arbejder og udtalelser for, at organisationer er midler til disciplinering og udbytning, mens Stewart Clegg (f. 1947) og David Dunkerley har udviklet en mere nuanceret variant af organisationers politiske økonomi. Magt og konflikt i organisationer behandles dog også ud fra mindre radikale positioner. Michel Crozier (1922-2013) betragter således organisationer som systemer, hvori aktører på forskellige niveauer på samme tid er i besiddelse af frihedsgrader og er gensidigt afhængige. Opfattelsen af organisationer som strategiske spil med konflikter mellem positioner og niveauer er udviklet af bl.a. David J. Hickson (f. 1931) og C.R. Hinings (f. 1937).

Beslutningsprocesser som nøglen til at forstå organisatoriske handlinger blev en selvstændig og vigtig indfaldsvinkel til studiet af organisationer (se også beslutningsprocesteori). Herbert Simon formulerede teorien om organisatoriske beslutningstageres begrænsede rationalitet. James G. March har senere udviklet modeller, der bryder mere radikalt med forudsætningerne om fast strukturerede organisationer og rationalitet.

Organisationer som løst koblede systemer er Carl E. Weicks formulering af et perspektiv, der betoner organiseringsprocesser i stedet for struktur. Aktørernes perceptioner og fortolkninger bliver ud fra denne synsvinkel de organiserende kræfter i en flertydig verden. Mange af de nyere orienteringer inden for organisationsteorien — organisationer som systemer af symboler og fortællinger — betoner ligeledes tvetydighed, paradokser og fragmentering som centrale aspekter.

Bruddet med forudsætningerne om rationalitet har også ført til en væsentlig interesse for at forstå, hvilke institutioner, dvs. taget for givet-forestillinger, der forlener organisationer med stabilitet, og hvordan normbaserede logikker kan styre adfærd som et alternativ til beslutningsrationalitet.

En anden væsentlig antagelse — at organisationer kan analyseres uafhængigt af deres nationale kontekst — er siden slutningen af 1970'erne blevet anfægtet af flere komparative analyser. Herunder Marc Maurices, François Selliers og Jean-Jacques Silvestres (1939-95) fransk-tyske sammenlignende analyse af samspillet mellem nationale systemer og industrielle organisationer samt Geert Hofstedes (f. 1928) analyse af nationale kulturers betydning for organisationers funktion.

Organisationsteorien rummer fra slutningen af 1990'erne en lang række forskellige teoretiske og metodiske tilgange. Samtidig er forskellige erkendelsesmæssige tilgange repræsenteret: effektivitets- og rationalitetsorienterede samt humanistiske og radikalt frigørende. Det moderne samfunds kompleksitet og dynamik skaber kombineret med formelle organisationers varetagelse af flere og flere opgaver betingelser for, at organisationsteorien både vokser og fragmenteres.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig