muslinger

Muslinger. Almindelig venusmusling Chameleon striata.

.
.

Muslinger, Bivalvia, Lamellibranchia, Pelecypoda, klasse af bløddyr. Muslingerne har en sammentrykt krop; skallen består af to halvdele, højre og venstre, som er sammenhæftet langs rygsiden vha. et antal hængseltænder og et elastisk bånd (ligament).

Faktaboks

Etymologi
Ordet musling er omdannet af ældre dansk muskel, mussel 'musling', af latin musculus 'lille mus', formen vist påvirket af ældre dansk musling 'museunge'.

Antallet af arter opgives varierende til færre end 8000 og over 20.000; der beskrives stadig nye arter, mens andre viser sig kun at være varieteter. De fleste arter er marine, men der er også mange ferskvandsarter. De mindste muslinger er kun få mm lange som voksne, mens kæmpemuslingerne (Tridacnidae) kan blive over 1 m lange. Muslinger findes på alle havdybder. De fleste arter lever nedgravede i sedimentet, andre sidder på klipper, koralrev e.l. Nogle få borer i kalk eller træ.

Bygningstræk

Muslinger. Skematiske tegninger af muslingeskal. 1 Venstre skalhalvdel set fra ydersiden. 2 Højre skalhalvdel set fra indersiden. Man kan orientere en muslingeskal ved at vende bukkelen opad og kappebugten bagud. 3 En skematisk musling med venstre skalhalvdel, gælle og kappefold fjernet.

.

Muslinger. Pebermusling (Macoma calcarea).

.

Skallens form varierer meget fra art til art; nogle er næsten cirkelrunde, andre er nærmest trekantede, og atter andre er lange og smalle. De to skalhalvdele er oftest ens i form og størrelse; men hos nogle er den ene skalhalvdel større end den anden. Den ældste del af skallen kaldes bukkelen (umbo). Langs skalhalvdelenes rygside findes hængslet, der oftest er forsynet med tænder, enten en række ens, små tænder som hos nøddemuslingerne (Nucula) eller nogle få uens tænder. I sidstnævnte tilfælde skelner man mellem hovedtænder, der sidder lige under bukkelen, og sidetænder, der går langs med skallens rygside. Tænderne fra de to skalhalvdele griber ind i hinanden.

Skallerne kan være næsten glatte, eller de kan have tydelig skulptur, oftest radiære eller koncentriske ribber; de kan også have karakteristiske farvetegninger eller udvækster. Muslingeskallens yderside er beklædt med et tyndt hornagtigt lag, periostracum, som afsondres af en fold i kapperanden. Herunder findes et lag af kalkkrystaller, prismelaget, som også afsondres af kapperanden. Inderst findes et tyndt perlemorslag, ligeledes bestående af kalk. Dette afsondres fra hele kappefoldens yderside.

Hvor kappen er fasthæftet på skallens inderside ses et tydeligt mærke, kappelinjen. Kappelinjen danner ofte en større eller mindre indbugtning, kappebugten, i skallens bagende. Kappebugtens størrelse angiver ånderørenes længde, idet de indtrukne ånderør indesluttes her. Skalhalvdelene holdes lukkede af en eller oftest to kraftige lukkemuskler, der også danner tydelige mærker på skallens inderside. Østers (Ostreidae) og kammuslinger (Pectinidae) har kun én lukkemuskel; blåmuslingen (Mytilus) og dens slægtninge har to, hvoraf den ene er meget større end den anden; hos de fleste muslinger er der to næsten lige store lukkemuskler. Skallens form er ligesom hængslets udformning, lukkemuskelmærker og kappebugtens størrelse vigtige for identifikation af arter.

Muslingernes krop er helt dækket af kappens to flige, og de mangler hoved. Hos de fleste muslinger er gællerne meget veludviklede. De udgøres af to gælleblade på hver side af kroppen og strækker sig i hele kroppens længde. Gællerne fungerer både som filter ved fødeoptagelsen og som respirationsorgan. Gællebladene deler kappehulen i et indstrømnings- og et udstrømningskammer. Hos mange muslinger forlænges kappefolden bagud til lange ånderør. Ånderørene kan være adskilte som hos tallerkenmuslinger (Tellina) eller sammenvoksede som hos sandmuslingen (Mya arenaria). Muslingerne har også en muskuløs fod, som de bruger til at grave sig ned med. Hos mange fastsiddende muslinger er foden reduceret. Hos nogle muslinger er kapperandene sammenvoksede, så foden ikke, eller kun delvis, kan strækkes ud. Mange muslinger hæfter sig til substratet vha. byssustråde, som udskilles fra en kirtel ved fodens basis.

Ernæring

Muslinger. Almindelig sandmusling (Mya arenaria).

.

De fleste muslinger ernærer sig ved at filtrere mikroskopiske partikler fra vandet, som pumpes ind i kappehulen og filtreres gennem gællebladene. Cilier transporterer fødepartiklerne til en rende på gællebladenes underside. Herfra transporteres partiklerne fremad til munden, der er flankeret af et par læbeflige, som transporterer fødepartiklerne fra gællerne til munden. Nogle muslinger er sedimentædere. Fødepartikler kan enten suges ind gennem indstrømningsånderøret eller opsamles af særlige palper på læbefligene. Nogle få muslinger er tilsyneladende rovdyr; vha. indstrømningsånderøret kan de suge små krebsdyr ind i kappehulen.

En del muslinger har symbiotiske mikroorganismer, hvis stofskifteprodukter supplerer muslingens egen fødeoptagelse. Kæmpemuslingerne har symbiotiske alger, zooxantheller, i kapperanden. Muslinger fra hydrotermiske væld har symbiotiske svovlbakterier i gællerne. Dette ses også hos foldmuslinger (Thyasira) og i familien Lucinidae. De træborende pæleorm (Teredinidae) har cellulosenedbrydende bakterier i tarmen.

Muslingernes mave og tarmkanal er specialiseret til at sortere og transportere små partikler. I maven findes den såkaldte krystalstav, en geléagtig stav, der under sin rotation frigiver fordøjelsesenzymer. Et særligt kendetegn for muslingerne er, at tarmen passerer gennem hjertet, som ligger lige under hængslet.

Forplantning

Muslinger. Amerikansk boremusling (Petricola pholadiformis).

.

Muslinger kan være særkønnede eller tvekønnede (hermafroditter); nogle skifter køn en til flere gange i løbet af deres liv. De fleste arter gyder æg og sæd frit i vandet. Hos andre foregår befrugtning og en del af larveudviklingen i kappehulen, mens atter andre har yngelpleje, dvs. at det meste af larveudviklingen foregår inde i hunnen, oftest i kappehulen, men undertiden i særligt udformede rugekamre. Fra de befrugtede æg udvikles en oftest fritsvømmende veliger-larve, der har en todelt skal og et cilieret svømmesejl, velum. Nogle ferskvandsmuslinger har en parasitisk larve, glochidium, som snylter på fisk.

Levevis

Muslinger. Østers (Ostrea edulis).

.

De fleste muslinger lever nedgravet i sedimentet; arter med lange ånderør sidder dybt nede, mens arter med korte ånderør oftest sidder i overfladen. De fleste arter kan flytte sig vha. foden, men fx sandmuslingen, hvis kapperande er sammenvoksede hos den voksne, kan ikke ved egen hjælp grave sig ned, hvis den først er blevet gravet op. Nogle muslinger sidder fast på hårdt substrat, fx østers, som cementerer den ene skalhalvdel fast vha. en kalkholdig substans. Hos disse arter er der ofte stor forskel på de to skalhalvdele. Boremuslinger (Pholadidae og Petricolidae) og daddelmuslinger (Lithophaga) borer i kalksten og koralrev, mens pæleorm borer i træ. Muslinger udgør en meget vigtig føde for mange spisefisk.

Systematik

Muslinger. Østersømusling (Macoma baltica).

.

Muslingernes klassifikation er omdiskuteret. Man opdeler dem i fire eller fem underklasser baseret på gællernes udvikling og hængslets form.

Underklassen Protobranchia ('urgæller') har et hængsel med mange små, ens tænder, og gællerne er små og fjerformede. De er detritusædere (bundædere). Hertil hører fx nøddemuslinger.

Underklassen Filibranchia ('trådgæller') har oftest kun én lukkemuskel, evt. to meget forskellige. De sidder for det meste oven på substratet, og deres gæller er ikke sammenhæftede blade. Hertil hører fx østers, perlemuslinger, kammuslinger og blåmuslinger.

Underklassen Palaeoheterodonta ('gamle, forskellige tænder') udgøres mest af ferskvandsmuslinger, fx dammuslingen (Anodonta), malermuslingen (Unio) og flodperlemusling (Margaritana).

Underklassen Heterodonta ('forskellige tænder') er den artsrigeste gruppe. Hængsel og gæller er veludviklede, og der er oftest tydelige ånderør.

Underklassen Anomalodesmata ('unormale sammenhæftninger') har specialiserede hængsler, ofte med ekstra udvækster og/eller ligamenter. Kapperandene er ofte sammenvoksede, og bløddelene kan ikke trækkes helt ind. Hertil hører fx boremuslinger og nogle kødædende dybhavsarter.

Læs mere om muslinger i underemnerne herunder.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig