østers

Muslinger. Østers (Ostrea edulis).

.

Artikelstart

Østers, Ostreacea, overfamilie omfattende to familier af marine og brakvandslevende muslinger indeholdende 20 slægter og 30-40 arter udbredt i tempererede til tropiske områder, hovedsagelig på lavt vand. Østers har uregelmæssige skaller med en bladet overflade, og skalformen varierer hos den enkelte art. De er ikke som de fleste muslinger bilateralt symmetriske, men har en skålformet venstreskal og en nærmest flad højreskal. De er endvidere karakteriseret ved kun at have én lukkemuskel (mod normalt to) og ved at mangle hængseltænder på skallerne, ligesom de mangler den muskuløse fod, som findes hos de fleste muslinger.

Faktaboks

Etymologi
Ordet østers kommer af nedertysk östers, plur. af öster, via oldfransk fra latin ostreum, af græsk ostreion.

Levevis

Østers.

.

Østers har udviklet sig til en fastsiddende levevis, hvor venstreskallen er cementeret til underlaget, fx træ, sten eller andre østers. Der lever normalt mange individer tæt sammen i kolonier eller banker. Fødeoptagelse sker ved filtrering af vand, og føden består hovedsagelig af planktonalger.

Visse østersarter er særkønnede, andre skifter i løbet af voksenlivet flere gange mellem en hanlig og en hunlig fase. Hannerne frigør ved gydningen store mængder sæd i vandet, og dette suges ind med hunnernes åndingsvand. Hos nogle østers, bl.a. den europæiske eller spiselige østers, Ostrea edulis, finder der yngelpleje sted, idet hunnerne beholder æggene og de nyklækkede larver i kappehulen i nogen tid, før de frigøres og sværmer ud som planktoniske veligerlarver. Larverne lever i de frie vandmasser i få dage eller uger, hvorefter de heldigste finder et passende underlag at fæstne sig til.

Fangst

Østers.

.

I Danmark findes kun europæisk østers vildtlevende, og de danske farvande ligger i nordkanten af dens udbredelsesområde, hvor temperaturforholdene ikke er de bedste. Der findes en ynglebestand i Limfjorden og spredte forekomster i Skagerrak og Kattegat, men i sten- og bronzealderen, da temperaturen og saltholdigheden i de indre farvande var noget højere, fandtes der østersbanker i fx Lillebælt og Isefjorden. De kolossale køkkenmøddinger ved fx Ertebølle vidner om, at østers dengang som nu var en yndet spise. I dag er det ikke længere muligt at drive et rentabelt fiskeri på vildtlevende østers. I Limfjorden foretages forsøg med opdræt af europæisk østers baseret på yngel frembragt i klækkerier og videre produktion i opdrætssystemer i fjorden. I bl.a. Holland er man pga. sygdomsproblemer med europæisk østers gået over til i hovedsagen at producere Stillehavsøsters af slægten Crassostrea. Denne har etableret sig i naturen, og yngel er ført med vandstrømninger til Vadehavet, hvor den synes at være ved at slå sig ned.

Gastronomi

Østers opdrættes i stor skala, forhandles levende klassificeret efter størrelse og med angivelse af oprindelsessted og spises nu mest rå. Belgien, Frankrig, Holland, Irland og Storbritannien er de største producenter. I Danmark dominerede tidligere den flade europæiske østers helt; Limfjordsøsters ansås for en særlig delikatesse og eksporteredes. Den konkave såkaldt portugisiske østers, som vokser hurtigere og bliver større end den europæiske, udgør nu 90 % af fransk produktion og eksporteres til Danmark. Den amerikanske atlantiske østers er større end begge de europæiske arter og er, fuldt udvokset, knap så delikat rå. Det er udbredt at spise disse østers stegt, bagt og spidstegt samt i supper og stuvninger.

Østers åbnes med en stump kniv og bør kasseres, hvis de ikke er fast lukkede.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig