Boremuslinger. Pholas dactylus, daddelformet boremusling, er i stand til at udsende lys (bioluminescens). Den har i sit væv et stof, pholasin, som kan lyse. Pholasin er under analyse for mulig anvendelse i undersøgelser af menneskers immunforsvar, idet stoffet aktiveres af bl.a. menneskers hvide blodlegemer.

.

Boremuslinger, marine muslinger, som borer sig ind i hårdt materiale, fx kalksten eller hårdt ler, eller i træ. I Danmark forekommer stor boremusling (Zirfaea crispata), alm. eller hvid boremusling (Barnea candida) og daddelformet boremusling (Pholas dactylus, kaldes også undertiden alm. boremusling) (alle tilhørende familien Pholadidae) samt amerikansk boremusling (Petricola pholadiformis) (familien Petricolidae). Den amerikanske boremusling er indslæbt fra Caribien til Vesteuropa og vandrede i løbet af 1900-t. op langs Jyllands vestkyst og ind i de indre farvande, hvor den nu er almindelig. Undertiden kan man finde drivtømmer, hvori den lille, pæleormelignende Xylophaga har boret huller.

Boremuslinger har tynde skaller, som ofte gaber, dvs. skalhalvdelene kan ikke lukke helt sammen. De fleste arter har koncentriske rækker af små tænder eller skæl, især i forenden. Ofte har de små ekstra skalplader langs hængselranden. De fleste har kraftige, sammenvoksede ånderør, som ikke kan trækkes ind i skallen.

Man har diskuteret, om boremuslinger kun borer mekanisk ved at rotere eller vrikke med skallen, eller om de også bruger kemiske metoder, fx syre, som opløser kalk. Hos flere arter har man fundet kirtler ved kapperanden, som menes at producere kalknedbrydende enzymer eller syre.

I tropiske have findes arter, fx daddelmusling (Lithophaga), som borer i koralkalk.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig