miltforstørrelse

Miltforstørrelse, splenomegali, forekommer ved flere medicinske sygdomme og kan ved udvendig undersøgelse påvises under den venstre ribbensrand. Ved meget udtalt forstørrelse kan milten føles langt ned i underlivet.

Årsagerne til miltforstørrelse er bl.a. akutte og kroniske infektioner, herunder mononukleose, malaria og kala-azar (se leishmaniasis), bindevævssygdomme, leversygdomme, fx skrumpelever med øget tryk i portåren (Bantis syndrom), leukæmi, malignt lymfom og myelofibrose.

Miltforstørrelse medfører tyngdefornemmelse, smerter, tryk på naboorganerne, anæmi (blodmangel), mangel på blodplader (se blodpladesygdomme), svedtendens og vægttab. Ved fx mononukleose kan der i sjældne tilfælde optræde bristning af milten ved mindre stød mod underlivet.

Behandlingen afhænger af årsagen og omfatter kemoterapi, strålebehandling og miltfjernelse (se miltoperation). I mange tilfælde kræves ingen behandling.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig