Lymfom, forstørrede lymfeknuder. I snævrere betydning anvendes betegnelsen oftest om kræft, der er opstået i lymfeknuderne (malignt lymfom).

Faktaboks

Etymologi
Ordet lymfom kommer af lymfe og -om.

Lymfeknuderne er et vigtigt dannelsessted for visse hvide blodlegemer (lymfocytter) med betydningsfulde funktioner for organismens immunforsvar. Hævede lymfeknuder kan derfor ses ved tilstande, hvor immunforsvaret er aktiveret ved infektion og bindevævssygdomme. Desuden findes hævede lymfeknuder ved spredning af kræftsygdomme (lymfeknudemetastaser) samt ved kræft, der opstår i cellerne i selve lymfeknuderne.

Lymfeknuder findes overalt i kroppen, især koncentreret på halsen, i armhulerne og lysken, hvor de umiddelbart kan føles, hvis de er forstørrede, samt i bryst- og bughulen, hvor de kan påvises ved røntgen- eller ultralydundersøgelse (se også lymfesystem).

Infektion

Hævede lymfeknuder ved infektion kan optræde i den region, hvor infektionen findes, fx hævede lymfeknuder i lysken ved et inficeret sår på benet og hævelse på siden af halsen ved halsbetændelse. Ved sådanne infektioner er lymfeknuderne ofte ømme, og der kan evt. påvises røde striber i huden fra infektionen til lymfeknuden ud for lymfekarrene (lymfangitis, se blodforgiftning).

Ved infektioner, der rammer hele organismen, kan der ses hævede lymfeknuder i alle regioner, fx ved mononukleose, cytomegali-infektion og toksoplasmose. Lymfeknudehævelsen forsvinder igen, når infektionen er overstået.

Bindevævssygdomme

Hævede lymfeknuder pga. stimulation af immunsystemet uden kendt infektion kan ses ved en række bindevævssygdomme, fx leddegigt og sarkoidose. Lymfeknudehævelserne kan her findes overalt og er ikke ømme.

Lymfeknudemetastaser

Ved spredning af kræftceller fra et organ kan der findes hævede lymfeknuder, fordi kræftcellerne i første omgang bremses i den lymfeknuderegion, der modtager lymfen fra det sted, hvor kræftknuden er opstået. Fx kan der findes lymfeknudemetastaser i armhulen ved brystkræft.

Malignt lymfom

Kræftsygdomme, der er opstået i celler, der dannes i selve lymfeknuderne, forekommer med to hovedtyper, Hodgkins sygdom (lymphogranulomatosis maligna) og non-Hodgkin-lymfom. Desuden hører lymfatisk leukæmi til denne gruppe. Hodgkins sygdom opstår hos ca. 140 mennesker årlig i Danmark, og non-Hodgkin-lymfom hos ca. 1100. Årsagerne til malignt lymfom er ukendte. Antallet af patienter med non-Hodgkin-lymfom er i øjeblikket stigende, uden at man ved hvorfor.

Diagnosen stilles ved vævsundersøgelse (biopsi) af en hævet lymfeknude og knoglemarvspunktur. På basis heraf kan Hodgkins sygdom inddeles i fire forskellige undertyper; den karakteristiske celletype ved Hodgkins sygdom kaldes Reed-Sternberg-cellen (efter den amerikanske læge D. Reed, 1874-1964, og den østrigske læge C. Sternberg, 1872-1935). Non-Hodgkin-lymfom udgår fra lymfocytter af forskellig type og udviklingsniveau og inddeles i ca. 20 forskellige undertyper, herunder Brill-Symmers sygdom (ældre betegnelse) og Burkitts lymfom. Deres forløb og behandling varierer.

Symptomer. Både Hodgkins sygdom og non-Hodgkin-lymfom kan vise sig ved hævede, men ikke ømme lymfeknuder i en (stadium 1) eller flere (stadium 2-3) lymfeknuderegioner og kan evt. infiltrere organer, fx lever, lunger og nervesystem (stadium 4). Ofte er de hævede lymfeknuder eneste symptom, men sygdommene kan desuden vise sig ved træthed, svedtendens, feber og vægttab, i nogle tilfælde ved intens hudkløe.

Behandlingen består af strålebehandling af de syge lymfeknuder, kemoterapi eller en kombination af disse. Behandlingsresultaterne for Hodgkins sygdom repræsenterer et af de største fremskridt inden for den medicinske behandling af kræftsygdomme, idet ca. 75% af patienterne kan helbredes for sygdommen. Behandlingsresultaterne ved non-Hodgkin-lymfom er afhængige af undertypen og udbredelsen af sygdommen. Behandlingen består af forskellige former for kemoterapi og strålebehandling, evt. i kombination. Næsten alle patienter med non-Hodgkin-lymfom reagerer på behandlingen, men nogle patienter får senere tilbagefald. Ca. 30 % af alle patienter under 65 år kan anses for helbredte, og mange kan leve i årevis med sygdommen, evt. med mild kemoterapi.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig