Mononukleose, mononucleosis infectiosa, kyssesyge, infektionssygdom forårsaget af Epstein-Barr-virus (EBV) af herpesvirus-familien. Som andre infektioner med disse virus er der ofte tale om stumme, men kroniske infektioner, hvorunder virus i årevis kan udskilles i spyt og fx smitte ved kys. I alt smittes ca. halvdelen af befolkningen inden voksenalderen. Inkubationstiden er 4-7 uger.

Faktaboks

Etymologi
Ordet mononukleose kommer af mono- og lat. nucleus 'kerne', efter den typiske forekomst i blodet af mange store lymfocytter med én kerne.

Hos mindre børn er der som regel ingen særlige symptomer, mens unge ofte får en karakteristisk, langvarig halsbetændelse med belægninger på de hævede mandler og forstørrelse af lymfeknuderne. Også lever og milt kan midlertidigt forstørres.

Diagnosen kan fastslås ved en undersøgelse af antistoffer mod EBV i en blodprøve. Sygdommen varer et par uger med træthed længe efter. Ved leverpåvirkning frarådes alkoholindtagelse, og ved miltforstørrelse, som kan medføre bristning af milten ved stød, frarådes hårdt fysisk arbejde og sport den første måned. Hos immunsvækkede personer forekommer der særlige problemer som ved flere andre herpesvirus-infektioner. Patienter, der har hiv-infektion eller har fået organtransplantation med deraf følgende behandling med immunsvækkende lægemidler, kan i nogle tilfælde udvikle en særlig ondartet lymfeknudepåvirkning.

Der er ingen effektiv behandling af infektionen. Der bør derfor ikke gives behandling med antibiotika. Hvis en patient under mistanke om en anden sygdom alligevel behandles med penicillinpræparatet ampicillin, udvikles ofte udslæt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig