Miltoperation, kirurgisk indgreb med henblik på at reparere eller fjerne milten. Hvis operation ved miltlæsion viste sig nødvendig, anvendtes tidligere oftest fuldstændig miltfjernelse. Fra slutningen af 1900-t. anvendes i stigende omfang miltbevarende operationer, hvorunder der anvendes sammensyning af bristninger, blodstandsning ved elektrokirurgi og sammenlimning med vævslim, evt. forbundet med fjernelse af mindre, særlig kvæstede dele af milten. Betingelsen for heldig gennemførelse af sådanne operationer er, at blødningen kan standses.

Ved miltforstørrelse kan fjernelse af milten være nødvendig, hvis milten er meget stor, eller hvis miltsygdommen medfører for store forstyrrelser i dannelsen af blodlegemer.

Personer, hvis milt er fjernet, bør vaccineres mod pneumokoksygdom, da deres risiko for at pådrage sig pneumokokinfektioner er øget. Hvert femte år måles koncentrationen af pneumokokantistof i blodet for at konstatere, om vaccinationen skal gentages.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig