Miltlæsion, miltruptur, beskadigelse af milten ved fysisk påvirkning mod bugens øverste, venstre del eller ved kraftigt træk i miltens tilhæftninger. Bristning af milten varierer i sværhedsgrad fra blødning under miltkapslen over rifter i kapslen og det underliggende væv til fuldstændig sønderdeling af milten. Herved kommer der blødning i bughulen med smerter i venstre skulder og kredsløbschok.

Diagnosen kan bekræftes med ultralydundersøgelse eller CT-scanning. I ca. halvdelen af tilfældene er operation unødvendig. Hvis patienten er over 60 år, eller hvis der er læsioner af andre organer, bør der i alle tilfælde foretages operation (se miltoperation).

Miltlæsion forekommer især ved trafikuheld, fx ved cykelstyrskader, eller efter fald eller slag. I sjældne tilfælde opstår der miltlæsion uden ydre foranledning, hvis milten er forstørret og forandret af infektion, fx ved mononukleose. Der forekommer ca. 200 miltlæsioner om året i Danmark.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig