mezzotinte

Mezzotinte er en grafisk dybtryksteknik i gravure, der er særlig egnet til gengivelse af malerier.

I sin oprindelige form blev en trykplade af kobber først gjort ensartet ru med et vuggestål, der kradser overfladen op. Med et skrabejern eller ved polering glattes derefter de partier ud, som i billedmotivet skal være omrids eller være lyse. Herefter bliver pladen indfarvet og afgnedet for overskydende trykfarve , så de lyse områder i billedmotivet ikke er farvebærende. Så trykkes der fra pladen i en dybtrykspresse. Billedmotivet fremtræder ved mødet mellem dybe fløjlssorte og lette silkegrå toner; ofte er det trykt i sepia.

Trykpladen slides stærkt under afgnidning af overskydende trykfarve fra de ubearbejdede steder på pladen og kan derfor ikke afgive ret mange helt ens tryk; ca. 20 anses for det antagelige, før pladen skal repareres. Som følge deraf ses sjældent to helt ens mezzotintestik, og museer og samlere interesserer sig derfor meget for, hvilken tilstand trykket repræsenterer.

Teknikken blev udviklet i 1642 af tyskeren Ludwig von Siegen (1609-1680). Den anvendtes i 1700- og 1800-tallet til reproduktion af landskabsmalerier og malede portrætter: mere selvstændigt af bl.a. Joshua Reynolds og John Martin. I Danmark blev især maleren Peter Ilsted kendt for at bruge teknikken.

En alternativ mezzotintemetode vandt frem i begyndelsen af 1800-tallet. Her udføres der først en tegning på kobberet i akvatinteteknik. Derpå bliver toneværdierne kradset ind i pladen med forskellige vuggestål. Den teknik blev brugt af bl.a. J.M.W. Turner til billedserien Liber Studiorum. Teknikken blev udviklet til virtuositet i England, hvor den med sin rige, fløjlsbløde sepia- eller gråtoneskala viste sig fremragende til reproduktion af tidens malerkunst.