mezzotinte

Mezzotinte af J.M.W. Turner, Borgen over engene; udateret. Mezzotinte-teknikken blev udviklet til virtuositet i 1700-t.s England, hvor den med sin rige, fløjlsbløde gråtoneskala viste sig fremragende til reproduktion af tidens malerkunst. Turner var blandt dem, der mestrede denne sortekunst i selvstændige kompositioner.

.

Mezzotinte. Portræt af den engelske skuespiller David Garrick, trykt i sepia ca. 1750.

.

Artikelstart

Mezzotinte, sortekunst, grafisk dybtryksteknik i gravure, der er særlig egnet til gengivelse af malerier. Trykpladen af kobber gøres først ensartet ru med et vuggestål, der kradser overfladen op.

Faktaboks

Etymologi
Ordet mezzotinte kommer af italiensk mezzotinta 'mellemfarve, mellemtone', af mezzo- og tinta 'farve'.

Med et skrabejern eller ved polering glattes derefter de partier ud, som i aftrykket skal angive omrids eller være lyse. Herefter bliver pladen indfarvet og efterfølgende aftørret, så de lyse områder ikke er farvebærende. Så trykkes der fra pladen i en dybtrykspresse. Billedet fremtræder ved mødet mellem dybe fløjlssorte og lette silkegrå toner; ofte er det trykt i sepia.

Trykpladen slides stærkt under brug og kan derfor ikke afgive ret mange helt ens tryk; ca. 20 anses for det antagelige, før pladen skal repareres.

Som følge deraf ses sjældent to helt ens mezzotintestik, og museer og samlere interesserer sig derfor meget for, hvilken tilstand trykket repræsenterer.

Teknikken blev udviklet i 1642 af tyskeren Ludwig von Siegen (1609-80). Den anvendtes i 1700- og 1800-tallet til reproduktion af malerier og mere selvstændigt af bl.a. Joshua Reynolds, J.M.W. Turner og John Martin; den bruges sjældent i dag.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig