mårfamilien

Mårfamilien. Husmårens evne til at leve tæt sammen med mennesket er årsagen til dens store popularitet i Danmark. For mange mennesker er det tætte samliv med det lille rovdyr en stor oplevelse. For andre giver det anledning til problemer, især når ungerne galoperer hen over loftet natten igennem. Hvis husmåren bliver et problem, kan man søge råd og vejledning i Skov- og Naturstyrelsen.

.

Mårfamilien, Mustelidae, familie inden for rovdyrordenen (Carnivora) med 67 arter i fem underfamilier: ægte mårer (Mustelinae), honninggrævling (Mellivorinae), grævlinger (Melinae), stinkdyr (Mephitinae) og oddere (Lutrinae). Mårfamilien er repræsenteret på alle kontinenter undtagen Australien og Antarktis. De mangler desuden på de fleste oceaniske øer og på Madagaskar. I Danmark findes husmår (Martes foina), skovmår (Martes martes), ilder (Mustela putorius), fritte (M. p. furo, en albinoform af ilderen), lækat (hermelin, Mustela erminea), brud (Mustela nivalis) og mink (Mustela vison, stammer fra Nordamerika), alle hørende til de ægte mårer, og desuden grævling (Meles meles) og odder (Lutra lutra). Se også væsler.

Bygningstræk

Grævlinger. Om natten kommer grævlingen (Meles meles) frem, og det gør regnormene, dens foretrukne fødeemne, også (dog ikke om vinteren). Grævlingen færdes ad veksler i sin søgen efter føde, og den afmærker territoriet med ekskrementer og duftstoffer. Om vinteren er den meget mindre aktiv, og når der er hård frost, kan den blive i graven i dagevis. Den går dog ikke i dvale.

.

Mårfamiliens medlemmer er små til mellemstore med aflang krop, korte ben og fem tæer på for- og bagfod. De varierer i størrelse fra 12 cm og 40 g (brud) til 130 cm og 45 kg (havodder, Enhydra lutris). Hanner er normalt lidt større end hunner. Pelsen er ensfarvet, plettet eller stribet. Enkelte arter skifter til hvid pels om vinteren i den nordlige del af deres udbredelsesområde, bl.a. brud og lækat.

De fleste arter har veludviklede analkirtler, som bl.a. bruges til duftmarkering af territoriet. Hos adskillige arter, bl.a. stinkdyr og båndilder (Poecilogale albinucha og Poecilictis libyca), benyttes det ildelugtende sekret fra analkirtlerne desuden som forsvarsmiddel, idet det med stor kraft kan skydes mod en fjende. Duftskyen fra stinkdyr kan nå en fjende på 2-3 m afstand, men lugten kan spores flere km borte i vindretningen. De fleste arter, der for alvor bruger analsekretet til forsvar, har særlige farvetegninger, som advarer andre dyr mod at angribe.

Levevis

Mårfamiliens medlemmer findes i alle former for biotoper fra tæt skov til ørkenlignende områder, og oddere findes både i saltvand (havodder) og i ferskvand (øvrige odderarter). En del arter er trælevende, heriblandt skovmåren, mens fx den afrikanske zoril (Ictonyx striatus) fortrinsvis lever på jorden og graver gange under jorden. Alle arter svømmer godt, og de fleste klatrer glimrende. De hviler i hule træer, klippespalter eller i underjordiske huler, som de selv graver.

Hanner og hunner lever hos de fleste arter af mårfamilien hver for sig og kommer kun sammen for at parre sig. Der er dog undtagelser. Havoddere lever i flok hele året, og stinkdyr fra tempererede egne har en tendens til at søge sammen om vinteren, sandsynligvis for bedre at kunne holde varmen. Grævlinger lever i familiegrupper.

Forplantning

Stinkdyr. Stribede stinkdyr, Mephitis mephitis, er med deres langhårede pels godt rustet til at klare vinteren i Nordamerika. I løbet af efteråret æder de sig desuden et tykt fedtlag til for at kunne klare lange perioder uden føde. Det er det fedt, de tærer på, når de midt på vinteren går ind i en dvalelignende tilstand.

.

I parringstiden øges duftmarkeringen hos både hanner og hunner for at tiltrække det modsatte køn. Hunnerne lokker desuden ofte hannerne med lyde. Før parringen ser man ofte hannen trække rundt med hunnen i nakkeskindet, og selve parringen er meget langvarig — hos nogle arter op til et par timer. Til hjælp under parringen har hannerne en særlig penisknogle (baculum). Den langvarige parring er med til at sikre befrugtning af ægget, idet hunnerne først får ægløsning, når vagina irriteres tilstrækkelig meget (induceret ægløsning). En del arter har forlænget drægtighed. Ægget implanteres ikke umiddelbart i livmoderen, men stopper udviklingen på et meget tidligt tidspunkt og implanteres først, når særlige forhold, fx dagslængden, er optimale. Den egentlige drægtighed er på 30-65 dage, men pga. den forsinkede implantation får nogle arter en drægtighedstid på op til et år. De fleste arter får et enkelt kuld om året med 1-12 unger pr. kuld (gnsn. 2-4 unger). Ungerne fødes på et meget tidligt stadium og er hos de fleste arter blinde ved fødslen. Kun havodderen føder unger med åbne øjne. Ungerne bliver hos moderen i op til et år og bliver kønsmodne i en alder af 1-2 år.

Mange arter af mårfamilien jages pga. pelsen eller som skadedyr, og nogle arter, fx sortfodet ilder (Mustela nigripes) og zobel (Martes zibellina), har været tæt på udryddelse. Især de mindre arter har stor betydning for reguleringen af gnaverbestandene, og mange steder har man tæmmet mårdyr (fritte og tayra (Eira barbara)) for at bruge dem i bekæmpelsen af bl.a. rotter og kaniner.

De ægte mårer

De ægte mårer udgør med 33 arter den artsrigeste gruppe i mårfamilien. Sammen med odderne er de nogle af de mest aktive dyr inden for rovdyrordenen. De er specialiseret i fangst af varmblodede hvirveldyr som gnavere og fugle. Enkelte arter, fx ilder, tager dog også vekselvarme dyr som fisk, frøer og krybdyr. De fleste ægte mårer er adrætte jægere, der kan forfølge deres bytte ned i underjordiske gangsystemer. Byttet fanges med tænderne og dræbes med et bid i nakken. Mårer, især husmår og lækat på vore breddegrader og grisoner (Galictis vittata og G. cuja) i Syd- og Mellemamerika, har ry for at være blodtørstige og dræbe for drabets skyld og ofte nøjes med at suge blodet ud af det nedlagte bytte. Det er dog kraftigt overdrevet. Man kender ganske vist eksempler på, at en husmår har raseret en hel hønsegård på en nat, men det hører til sjældenhederne, og historierne om blodsugning er rent opspind. Nogle mårer kan tage bytte meget større end dem selv, og den største art inden for de ægte mårer, jærven (Gulo gulo), kan tage rensdyr.

Husmåren har en kropslængde på 42-48 cm, halen er 23-26 cm, og vægten 1,3-2,3 kg. Den er mørkebrun med en hvid halsplet, der deles i to og løber ud på det øverste af forbenene. Underulden er hvidgrå. Den er udbredt i Europa, nordligst i Danmark, hvor den er ret almindelig, og østover til Mongoliet. Den er hovedsagelig nataktiv, og føden består især af små gnavere og fugle. Reden findes bl.a. i hule træer, gamle fuglereder, gren- og stenbunker og i bygninger.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig