Europæisk ilder (Mustela putorius).

.

Ilder fanget i fælde.

.

Ildere. Sortfodet ilder (Mustela nigripes). Foto: 2010.

.

Ildere, rovpattedyr af mårfamilien (Mustelidae). Ildere udgør ikke en veldefineret systematisk gruppe.

Europæisk ilder (Mustela putorius) er udbredt i det meste af Europa, fra Atlanterhavskysten til Uralbjergene og fra de sydlige dele af Norge, Sverige og Finland til Nordafrika. Den har en karakteristisk ansigtstegning med lyse partier på underlæben, omkring snuden og over øjnene. Ørerne er små og har lyse kanter. Pelsens mørke dækhår sidder spredt, så den lyse underuld skinner tydeligt igennem. Kroppen er 31-45 cm lang, halen 12-19 cm, og vægten er 0,5-1,5 kg; hanner er 50-100 % større end hunner. Hvis en ilder skræmmes, afgiver den en skarpt lugtende væske fra analkirtlerne.

Ilderen lever hovedsagelig af smågnavere og padder, men tager også større bytte som harekillinger og kaniner. Den tager gerne æg og går på rov i hønsehuse og dueslag.

Ilderen foretrækker lave, fugtige områder og kan træffes i både skove og landbrugsområder og er derfor ikke så udbredt i villakvarterer som husmåren. Ilderen er en dårlig klatrer og gør det sjældent, og i modsætning til husmåren lever den derfor normalt ikke på lofter. Det er meget sjældent, at mennesker føler sig generede af ilderen, medmindre man har høns, duer eller andre fugle - ilderen kan forvolde stor skade, idet den har et stærkt jagtinstinkt og gerne samler forråd og derfor ikke nøjes med at tage et enkelt byttedyr.

Ilderen får 4-6 unger i marts-april. I Danmark findes ilderen i alle landsdele bortset fra Lolland-Falster og Bornholm. De nuværende bestande på Sjælland og Fyn stammer sandsynligvis fra dyr undsluppet fra ilderfarme omkring 1930.

Fritte (M. putorius furo) er en helt eller halvt albinistisk underart af den europæiske ilder med hvid eller gullig pels og røde øjne. I Danmark holdes den i fangenskab, men der findes fritlevende bestande flere steder i verden, fx Sardinien, Sicilien og New Zealand. Den blev tidligere brugt til rottejagt og bruges stadig enkelte steder til kaninjagt.

Steppeilder (M. eversmanni) er det asiatiske modstykke til den europæiske ilder, men med en lysere pels. I områder, hvor begge arter forekommer, holder den europæiske ilder til i skovområder, og steppeilderen på åbne græsstepper. Steppeilderen forekommer i det sydøstlige Europa i isolerede restbestande.

Flodilder (M. lutreola) er det økologiske modstykke til den amerikanske mink. Den findes nu kun fra Polen og Rumænien og videre østover. Måske er der stadig en lille rest af den oprindelige europæiske bestand i Vestfrankrig. Pelsen er skinnende brunsort med et hvidt parti på overlæben.

Sortfodet ilder (M. nigripes) var engang vidt udbredt på den amerikanske prærie, men har været tæt på at uddø, da dens vigtigste fødeemne, præriehunden, forsvandt fra store områder pga. opdyrkning af prærien og direkte bekæmpelse. I 1981 var der kun én kendt koloni tilbage af sortfodet ilder, men ved en målrettet indsats er det sandsynligvis lykkedes at sikre artens overlevelse.

Tigerilder (Vormela peregusna) har sin hovedudbredelse i steppeområder i Asien. Den er gået meget tilbage i Europa, men findes stadig i Bulgarien og Rumænien. Pelsen er marmoreret i gult og brunt på oversiden og ensfarvet brunsort på undersiden.

Zoril (Ictonyx striatus) er en beslægtet afrikansk art med en karakteristisk langhåret sort- og hvidstribet pels, som ligner det amerikanske stinkdyr. Den lever i savanneområder og på åbne græssletter fra Afrikas sydspids til en linje fra Senegal til Sudan.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig