Studiet af litteratur er så gammelt som litteraturen selv. Det blev tidligt varetaget af digterne, af filologerne og af filosofferne. Digtning har således været studeret sammen med sprog (filologi omfattede oprindelig både sprog og litteratur) og som en del af den almene filosofiske disciplin æstetikken. Og digtere, filologer og filosoffer har gennem tiderne udfærdiget lærebøger og analyser af digtekunst, såkaldte poetikker.
Litteraturforskningens tilknytning til filologien vedblev at bestå i 1800- og 1900-t. Et par af de mest markante litteraturvidenskabelige værker, Erich Auerbachs Mimesis (1946, da. 1965) og Ernst Robert Curtius' lærdomshistoriske Europäische Literatur und lateinisches Mittelalter (1948), tilhører denne tradition.
Som selvstændigt område er litteraturforskningen et barn af oplysningstidens politiske og litterære offentlighed, der i tidsskrifter (Spectator-litteraturen) bl.a. diskuterede smagens problem. Vigtig er også romantikkens interesse for litteraturens folkelige, historiske og nationale rødder og særpræg. Alligevel må litteraturforskningens endelige etablering dateres lidt senere i 1800-t. Afgørende var pressens videre udvikling og den større faglige differentiering på universiteterne.
Universiteterne fik lærestole, hvis betegnelser signalerede en stigende professionalisering. I Danmark blev professoratet i æstetik (fra 1790) dog først 1918 omdøbt til litteraturvidenskab. Professorer i litteraturhistorie var Rasmus Nyerup til 1829 og Christian Molbech til 1859.
Ikke mindst i Frankrig så man i 1800-t. skoledannende litteraturforskere optræde både som publicister og som akademiske forelæsere, således den biografisk orienterede kritiker Charles-Augustin Sainte-Beuve og den positivistisk inspirerede kulturhistoriker Hippolyte Taine.
I Danmark vakte det diskussion, at kritikeren Georg Brandes ikke fik universitetsstilling. De psykologisk-biografiske og komparative forskningsretninger, som repræsenteres af de nævnte kritikere, tilhører alle litteraturhistorien.
De psykologisk-biografiske, historiske og komparative retninger er alle forskellige aspekter af det historiske studium af litteraturen: I forhold til digterens levned, til de socioøkonomiske, politiske og kulturelle forhold og til tidligere og samtidig litteratur.
I århundredets sidste årtier opstod den tyske Geistesgeschichte med hovedskikkelserne Wilhelm Dilthey og Rudolf Unger (1876-1942), der — i opposition til den positivistiske litteraturhistories koncentration om kendsgerninger og detaljer — søgte en syntetisk (og idealistisk) fremstilling af litteraturen som udtryk for tidsånden.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.