Geistesgeschichte, (tysk 'åndshistorie'), retning inden for tysk humanistisk videnskab, som med rod i romantikken og den filosofiske idealisme studerer især kunst og litteratur som udtryk ikke alene for en formtradition eller et individuelt talent, men tillige og især for en bestemt tidsånd. Allerede Friedrich Schlegel anvendte udtrykket i 1812, men ellers kendes begrebet især fra opgøret med positivismen sidst i 1800-t., der også betyder et forsøg på at grundlægge en særlig humanistisk erkendelsesteori med Wilhelm Dilthey som banebrydende repræsentant. Geistesgeschichte spiller derefter en vigtig rolle i tysk litteraturvidenskab med bl.a. Friedrich Gundolf, samt til dels i teologi og filosofi, og var i mellemkrigstiden den dominerende retning. Den udmærker sig ved sin evne til syntesedannelse og store overblik, men må i visse tilfælde betale med en svigtende præcision i begrebsapparatet. Da nogle af retningens fremmeste forskere kompromitterede sig politisk under nazismen, blev tiden efter 1945 præget af en generel afstandtagen fra den. Der er imidlertid stadig inspiration at hente i Geistesgeschichte, som er nært beslægtet og undertiden endda nærmest identisk med idéhistorie og mentalitetshistorie.