Rasmus Nyerup

Faktaboks

Rasmus Nyerup
Født
1759
Død
1829

Artikelstart

Rasmus Nyerup, 1759-1829, dansk litterat. Nyerup, der var fynsk bondesøn, knyttedes fra 1778 til videnskabelige biblioteker i København. Nyerup besjæledes af oplysningstidens frisind. Han redigerede 1790-1804 tidsskriftet Lærde Efterretninger og underviste som universitetsbibliotekar fra 1796 i bogkundskab. Han skrev sammen med K.L. Rahbek den danske digtekunsts historie i seks bind (1800-28) og sammen med J.E. Kraft et dansk-norsk-islandsk litteraturleksikon (1820). Til nationalromantikken bidrog han ved sammen med Rasmus Rask at oversætte Snorres Edda (1808) og sammen med Rahbek og Werner Abrahamson at udgive fem bind danske folkeviser (1812-14). I pionerarbejdet Almindelig Morskabslæsning i Danmark og Norge igjennem Aarhundreder (1816) beskrev Nyerup menigmands litterære smag.

Sammen med den senere biskop Fr. Münter var Nyerup en drivende kraft ved oprettelsen af Den Kongelige Kommission til Oldsagers Opbevaring (1807), hvis samling blev en af grundstammerne i Nationalmuseet.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig