kropssprog

Kropssprog er en vigtig del af menneskers interaktion. Personlige relationer, inklusive magt og underdanighed, holdninger og følelser udtrykkes også gennem kropssproget. Under indledende kontakter spiller kropssignaler en afgørende rolle. De angiver det følelsesmæssige klima, længe før ordene får form. Spirende følelser mellem mennesker som fx forelskelse signaleres ved, at den kropslige afstand reduceres, og ved en mere intens og længerevarende øjenkontakt og berøring.

Nogle kropssignaler som ansigtsmimik og kropspositurer kan opfattes umiddelbart, hvorimod andre som øjenbrynsløft, der kan udføres på ¹/₆ sekund, kun kan ses af et trænet øje. Af analytiske grunde opdeles kropssignaler i forskellige grupper som ansigtsudtryk, gestus, kropsholdning, kropsberøring, afstandstærskler og lugtesignaler. Nogle kropssignaler som fx ansigtsudtryk opdeles i mindre enheder som blikretning, blikvarighed og pupilforandring. Påklædning og emblemer som vielsesring og kropsudsmykning som tatovering henregnes under kropssprog, da de sender informationer om social status og gruppemedlemskab.

I slutningen af 1960'erne påviste den amerikanske psykolog William S. Condon, hvorledes personer i samvær med andre udsender meget hurtige, rytmiske bevægelser med hoved, hænder eller fødder. Disse bevægelser har betydning for det følelsesmæssige klima mellem de kommunikerende parter. Der kan iagttages en klar forskel på bevægelsesmønstre hos personer, der er enige henholdsvis uenige om noget. Når mennesker synkroniserer deres bevægelser i forhold til hinanden, taler man om samspilssynkroni — opkaldt efter den synkronisering af tale- og mundbevægelser, der blev foretaget ved talefilmens fremkomst. Condon har vist, at mennesker med 1/24 sekunds nøjagtighed kan synkronisere deres bevægelser i forhold til hinanden.

Kropssprog er underlagt sociale normer. Der findes fx normer for, hvem der må se på hvem i hvilke situationer, hvor længe og mod hvilke kropsdele blikket må rettes. I situationer, hvor sådanne normer ikke kan overholdes som i en fyldt elevator, benyttes kontaktundvigelsessignaler, blikket slås ned eller rettes mod et neutralt punkt i rummet. For at optimere deres iagttagelsesbetingelser må handicappede til tider overtræde nogle af de normer, der styrer kropssproget. Mennesker, der ikke kender årsagen til normovertrædelsen, reagerer med usikkerhed eller irritation.

Krænkende kropssprog er altid blevet fordømt og pådømt, fx præsentation af bagdelen i betydningen 'rend mig i røven'; at 'række tunge' som udtryk for foragt eller vise det omvendte 'V-tegn', hvor håndryggen vendes udad, i betydningen hanrej.

Kropssprog kan være flertydigt og nemt at misfortolke. Panderynken kan udtrykke irritation, men også koncentration og hovedpine. En korrekt tolkning af kropssproget er kun muligt, når den ses i forhold til personens samlede adfærd, sprogligt, socialt og kulturelt. Enkelte forskere mener, at kropssprog er vanskeligere at kontrollere end talesprog og derfor mere pålideligt; en opfattelse, der endnu mangler at blive underbygget.

Visse kropslige udtryk er tilsyneladende biologisk bestemte såsom øjenbrynsløft og læggen hovedet på skrå, der er kontaktsignaler, samt ansigtets basale udtryksformer for glæde, overraskelse, vrede, frygt, angst, væmmelse og foragt. Andre signaler er indlærte og individspecifikke som fx mannerismer: en særhed i en given persons karakteristiske adfærd. Eksempler herpå er Napoleons positur med hånden inden for jakken og Winston Churchills V-tegn. Churchills sejrstegn symboliserer i dag også drømmen om frihed.

Kropssprog indlæres under hele opvæksten enten ved efterligning eller som direkte indlæring: "Du må ikke stirre på nogen". Allerede få uger efter fødslen følger spædbarnet med rytmiske armbevægelser sprogrytmen hos dem, der taler.

Menneskers færdigheder til at udtrykke og aflæse kropssignaler varierer. Kvinder er generelt bedre til det end mænd, men årsagen hertil kendes endnu ikke. I vesterlandske kulturer har det endvidere vist sig, at kvinders ansigtsmimik er mere udtryksfuld end mænds, de smiler hyppigere, har oftere direkte og længere øjenkontakt med dem, de taler med, hælder hovedet mere på skrå og klæder sig mere dekorativt. En række af disse kønsforskelle kan iagttages i reklamers stereotype portrættering af mennesker.

Tidligere tiders socialt bestemte forskelle som talemåder, gebærder og påklædning ændres hurtigt. Der er dog et område, hvor højstatus-personers kropssprog stadig adskiller sig fra andres, nemlig den personlige afstand. Statsledere og medlemmer af den kongelige familie omgiver sig fx med et markant større personligt rum end almindelige mennesker.

De fleste kropssignaler er kulturelt bestemte. Arabere sidder tættere sammen, har længerevarende øjenkontakt og taler højere end europæere, og japanere udstiller ikke deres følelser offentligt. Vanskeligheder ved at forstå andre kulturers kropssprog skyldes, at ensartede kropssignaler kan have forskellig betydning. Ring-tegnet, hvor tommel- og pegefinger holdes sammen, så der dannes en cirkel, betyder 'o.k.' i nogle lande, men 'nul og niks' eller 'homoseksuel' i andre.

Forskelligartede kropssignaler kan have samme betydning. 'Nej' i Danmark angives ved hovedrysten, men med hovedløft i Grækenland og Tyrkiet. Manglende kendskab til og ufølsomhed over for andre kulturers kropssprog har afstedkommet mange misforståelser. Det er konstateret, at to- eller flersprogede mennesker ændrer deres kropssprog, når de skifter fra et talesprog til et andet. Det samme gør mennesker efter længere tids ophold i andre kulturer.

På det klinisk-psykologiske område er man blevet opmærksom på, at psykiatriske patienter har vanskeligheder ved at aflæse kropssignaler. Selvom Sigmund Freud allerede i 1905 skrev om kropssprogets betydning, var det først med grundlæggeren af gestaltterapien, amerikaneren Fritz Perls, at kropssprog blev en integreret del af terapeutens analyseredskab og et værktøj for klienten til at forstå sin egen situation.

I erkendelse af, hvor stor betydning kropssproget har for personlig fremtræden, afholdes kurser i kroppens udtryksformer for bl.a. erhvervsfolk, politikere og deltagere i skønhedskonkurrencer. Professionel indlæring af fremmedsprog inddrager træning i samspillet mellem tale- og kropssprog.

Ved siden af det naturlige kropssprog findes de stiliserede kropsudtryk. Den antikke retorik skelnede skarpt mellem natur (natura) og kunst (ars), og det var da også retorikken, der først kategoriserede og beskrev kropssproget, som ofte kunne udtrykke langt mere end verbalsproget. Fordringen var blot, at gestus og ord skulle passe sammen og støtte hinanden.

Den "legemlige veltalenhed" (eloquentia corporis) fremgik af ansigtets og kroppens udtryk (mimik og gestik). En særlig betydning tillagde man hænderne (heraf betegnelsen chironomi, af gr. cheir 'hånd'). Man inddelte kropssproget i gestus for henvisning, imitation, følelsesudtryk, tiltale og eftertryk (emfase).

Læren om "gebærderne" fik betydning for alt højere kulturliv: Fyrsten, hofmanden, ridderen og prælaten lærte at føre sig — at gebærde sig. Læren satte sig spor i alle kunstarter, der henvender sig til øjet: maleri, skulptur, dans og ikke mindst skuespilkunst. Det var nemlig skuespillerne, der fra først af havde været læremestre for retorerne, "det daglige livs skuespillere", som Cicero kaldte dem.

I tidernes løb fik retorikken omvendt stor indflydelse på klassisk skuespilkunst. Spillestilen i fransk klassisk tragedie efterlignede hofetikettens krav om anstand, herunder hilseformularer. Barokkens afmålte gestik blev afløst af 1700-t.s smag for at stille den "naturlige" følsomhed til skue. Gestikken blev nu præget af hurtigere skift, men skulle stadig være båret af gratie. Det fremgår af de mange lærebøger, der florerede, fx F. Lang (1727), J.-G. Noverre (1760), J.J. Engel (1785-86) og den meget indflydelsesrige G. Austin (Chironomia, 1806).

En vigtig retning inden for det moderne teater flytter vægten fra det psykologiske til det fysiske spil, således hos Jerzy Grotowski eller hos Dario Fo. Sidstnævnte genoplivede bl.a. commedia dellarte-traditionen med vægten lagt på den talende gestus.