Dario Fo

Fos teater prægedes i 1960'erne af en række satiriske helaftenskomedier, fx Syvende bud: stjæl lidt mindre (Det Kongelige Teater 1972), båret af en frodigt grotesk og kropslig komik. I 1968 proklamerede han sig, i sammenhæng med det ny venstres gennembrud, som proletariatets gøgler og producerede en række direkte kritiske farcer som En tilfældig anarkists hændelige død (1970).

Hovedværket er dog monologerne Mistero buffo (1969 ff.), inspireret af middelaldergøglere og folkelig fortælletradition. I den generelle afpolitisering gennem 1980'erne og 1990'erne holdt Dario Fo fast ved sine politiske budskaber, dog med mindre gennemslagskraft end tidligere. Han udviklede monologformen som fx i Den hellige gøgler Francesco fra 1997 og Ubu bas (2002), en satire mod Silvio Berlusconi.

I Danmark har Dario Fos teater nydt popularitet siden 1960'erne, særlig i det politiske teaters glansperiode i 1970'erne. I 1981 modtog han Sonningprisen og i 1997 nobelprisen i litteratur, sidstnævnte bl.a. med henvisning til hans satiriske udfald i stil med middelalderens gøglere til fordel for de undertryktes værdighed.

Fra 1986 og frem satte Fo en række Rossini-operaer op, bl.a. Barberen i Sevilla (Amsterdam 1987), Italienerinden i Algier (Pesaro 1994) og Rejsen til Reims (Helsinki, 2003). Ud over sit teaterarbejde er Fo forfatter til en række kunstbøger, bl.a. en bog om Caravaggio (2005).

I 2004 udgav han sine erindringer, Il paese dei mezaràt (da. Flagermusenes landsby, 2004). En lang række af hans skuespil er desuden udkommet på dansk.

I 2006 kandiderede Dario Fo til posten som venstrefløjens borgmesterkandidat i Milano, dog uden at blive nomineret..