Scenograf, (af scene og -graf), person, der udformer dekorationer og oftest også kostumer til en teaterforestilling samt de fiktive rammer til film- og tv-produktioner. Indtil 1966 benyttedes i Danmark betegnelsen teatermaler. Teatermaleren var som regel tilknyttet et bestemt teater, men fra begyndelsen af 1900-t. udviklede enkelte teatermalere en mere personlig stil og arbejdede fra opgave til opgave på forskellige teatre. Fra 1972 har man kunnet erhverve en uddannelse som scenograf på Statens Teaterskole og fra 1975 tillige på Danmarks Designskole.