Konspirationsteori. Fem år efter terrorangrebene mod New York og Washington den 11. september 2001 tvivlede store dele af den amerikanske befolkning på, at selvmordsterrorister fra al-Qaedas netværk alene stod bag. Mistanken rettedes i stedet mod præsident George W. Bush og hans nærmeste medarbejdere i Det Hvide Hus.
Konspirationsteori er forestillingen om, at en begivenhed eller et fænomen sker som resultat af en sammensværgelse mellem interesserede grupper, der typisk arbejder uden for lovens rammer; især i form af en skjult, men indflydelsesrig politisk motiveret organisation, der står bag en uopklaret hændelse.
I forskningen skelnes mellem konspirationer, forstået som en sammensværgelse, et komplot eller en hemmelig aftale mellem nogle parter og konspirationsteorier, som er en teori eller forestilling om, at nogen står bag en hændelse og bevidst holder sandheden om deres deltagelse skjult med det formål at ramme deres modstander. Konspirationsteori dækker over mange forskellige typer af forestillinger om konspirationer, lige fra antagelsen om, at Prinsesse Diana eller Elvis stadig er i live til forestillinger om en verdensomspændende sammensværgelse om en overtagelse af verdensherredømmet eller teorier om skjulte kræfter fra det ydre rum, der har placeret agenter rundt omkring på jorden. Konspirationisme betegner et verdenssyn, hvor forestillingen om, at skjulte onde kræfter og sammensværgelser i væsentlig grad bestemmer udviklingens gang står i centrum. Konspirationisme er således ikke knyttet til troen en bestemt konspirationsteori, men opererer med en forestilling om, at konspirationer er samfundets normaltilstand.
Mange konspirationsteorier indgår i kampen om magten i et givent samfund og optræder som led i en magtstrategi. Man kan grundlæggende skelne mellem to typer af strategier, som kan anvende konspirationsteorier som led i en større politisk strategi; dels en magtkonsoliderende, hvor den gældende magt søger at styrke og udvide sin magt, dels en magtkritisk, hvor målet er at afsløre magthavernes onde hensigter, drage magten til ansvar eller ligefrem styrte magten, hvorved den ideelle styreform kan (gen)etableres, og folket igen blive de retmæssige magthavere. Den magtkonsoliderende diskurs er blevet anvendt hyppigt af totalitære regimer i det 20. århundrede som et led i at opretholde en tilstand af konflikt og angst i befolkningen, hvorimod den magtkritiske diskurs primært kendes fra revolutionære oprør og den politisk motiverede kritik af magthaverne. Fælles for både venstre- og højreorienterede konspirationsteorier er, at de nærer en mistillid til magthaverne og sætter kritisk spørgsmålstegn ved, om demokratiet reelt er et demokrati, eller om borgerne i virkeligheden bliver udnyttet og forrådt af magthavere og myndigheder.
At konspirationsteorier kan vinde gehør, er uden tvivl et generisk menneskeligt træk. Mennesket søger spontant efter en forklaring på ikke-umiddelbart gennemskuelige fænomener og hændelsesforløb. Forklaringerne kan være mere eller mindre overbevisende eller acceptable ud fra et sammenspil mellem mange forskellige faktorer, hvor såvel individual- som socialpsykologiske faktorer spiller ind. Der kan skelnes mellem konspirationsteoriers opståen som forsøg på at forstå et hændelsesforløb på den ene side, og teorier, der fabrikeres bevidst for at få mennesker til at handle politisk derudfra, på den anden.
Når det gælder politiske forhold, vil spørgsmålet om, hvorvidt et individ eller en gruppe vil gå ind for en given konspirationsteori bl.a. afhænge af tilliden til landets styrende organer, politisk-ideologiske holdninger, adgang til forskellige informationskilder, en åben politisk arena, grad af åbenhed overfor tolkningsmuligheder samt uddannelsesniveau. I mere ekstreme situationer kan konspirationsteorier gribe meget store grupper eller store dele af nationer. Teorierne er ofte yderst sejlivede, og tilhængere kan være kun delvis modtagelige for rationelle argumenter og empirisk bevisførelse.
Konspirationsteorier har gennem historien ændret form og indhold afhængigt af den politiske, religiøse, videnskabelige og erkendelsesmæssige udvikling. De historiske begivenheder har præget teoriernes indhold og haft indflydelse på deres samfundsmæssige udbredelse.
Mønstereksemplet på en hændelse, der har skabt frodig grobund for konspirationsteorier, er mordet på USA's præsident J.F. Kennedy i 1963. Offentligheden er i overraskende omfang ikke blevet overbevist om, at den person, den føderale kommission udpegede som skyldig, kunne være alene om skylden; se også John F. Kennedy. Det samme gælder for mordet på den svenske statsminister Olof Palme i 1986, hvor en mængde teorier om sammensværgelser mellem store firmaer, politi og militær har været og er i spil. Mistillid til sin egen statsledelse ses i, at en tredjedel af den amerikanske befolkning i 2006 var overbevist om, at Bush-regeringen var indblandet i terrorangrebene 11.9.2001; motivet skulle være at skærpe de internationale modsætninger.
Totalitære stater har anvendt fabrikation af konspirationsteorier til at rydde konkurrenter af vejen med. Notorisk er Sovjetunionens diktator Josef Stalins uhæmmede brug af anklager for trotskisme mod en lang række ledende bolsjevikker i 1930'erne; se Moskvaprocesserne og udrensninger. Den tyske diktator Adolf Hitler påstod i 1934, at der var et komplot fra en revolutionær fløj af nazistpartiet i gang, og dermed kunne hundredvis af politiske modstandere udrenses; se de lange knives nat. Blandt de fabrikerede konspirationsteorier er de mest skæbnesvangre dolkestødslegenden i 1920'ernes Tyskland, de falske Zions Vises Protokoller og forestillingen om en verdensomspændende jødisk sammensværgelse.
Historisk set har sluttede organisationer, som fx religiøst inspirerede ordner, vakt stærk mistro. Især kan nævnes den magtfulde Tempelherreorden med dens enorme rigdomme, der gav anledning til rygter og mistænkeliggørelse, ikke mindst fra den franske kongemagts side; se tempelriddere. Senere i 1700-tallet blev frimurerordner (se frimureri) også mistænkt for at have konspiratoriske hensigter mht. økonomisk og politisk magt, særligt de såkaldte illuminater, der i slutningen af 1700-tallet, samtidigt med at de agiterede for oplysningstidens idéer, også havde radikale krav om politiske forandringer.
Historisk set er der mange eksempler på, at befolkningen under en krise som fx en sygdomsepidemi har ledt efter en syndebuk eller bestemte grupper at skyde skylden på. I middelalderen var det udbredt at skyde skylden for pestepidemier på vagabonder, jøder eller spedalske, som blev anklaget for at være i ledtog med djævelen. I renæssancen opstod forestillingen om heksenes konspiration mod samfundet og værket Malleus Maleficarum – den såkaldte Heksehammer – blev anvendt som en detaljeret manual til at afsløre og dømme hekse.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.