komfur

Artikelstart

Et komfur er en indretning i et køkken for tilberedning af mad. Et komfur var oprindelig et lukket ildsted, enten i form af en fritstående kasse af jern med et jernrør, der fører røgen væk, eller en konstruktion, hvor dækplade, forplade og en eller to sideplader var af jern, mens de øvrige sider samt røgkanalen var muret op.

Faktaboks

Etymologi
Ordet komfur kommer af nederl. komfoor, af fr. chauffoire 'varmestue', af chauffer 'varme'.

I dækpladen var der åbninger, der ved hjælp af false og ringe kunne gøres større eller mindre. Her anbragtes kogekar og pander.

Komfuret havde tillige en vandgryde og en stege- og bageovn. Der fyredes med brænde, tørv eller kul. Forløbere for komfuret kendes fra 1700-tallet, men først i løbet af 1800-tallet blev komfuret almindeligt overalt, og i begyndelsen af 1900-tallet havde det helt afløst det åbne ildsted.

I byerne blev brændekomfurer i løbet af 1900-tallet afløst af gasapparater og gaskomfurer, mens man på landet først fik den mulighed med flaskegassen fra slutningen af 1940'erne.

I anden halvdel af 1900-tallet blev de elektriske komfurer næsten enerådende i de private husholdninger. Op igennem 1980'erne og 1990'erne blev komfurerne videreudviklet med kombinationsovne, grill og indbygget mikroovn.

1990'ernes bud var en ofte fritstående kogeenhed, der kombinerer gas og el, og er udstyret med flere slags ovne samt evt. friteuse. De tidligere spiral- eller massekogeplader er erstattet af en glaskeramisk plade, der dækker hele komfurets overside.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig