havret

Artikelstart

Havret er en del af folkeretten, der regulerer den internationale retsorden på havet. Enkeltstaters eneretskrav på oceanerne i senmiddelalderen, mare clausum, afløstes af hovedprincippet om havenes frihed, der blev formuleret af Hugo Grotius i 1609. Moderne havret er udtryk for en balance mellem havenes frihed og kyststaternes interesser og suverænitet. Havretten havde gennem århundreder overvejende bygget på sædvaneret og på enkeltstående konventioner mellem to eller flere stater, da det første havretlige konventionskompleks i 1958 vedtoges i Genève, i alt fire konventioner, der omfattede hver sit havretlige emne.

Havets grundlov

Udviklingen inden for bl.a. søtransport, fiskeri og udnyttelse af havbundens resurser nødvendiggjorde en fornyet tilpasning, der udmøntedes i FN's Havretskonvention af 1982, den såkaldte havets grundlov, der trådte i kraft i 1994. Den er i 2013 ratificeret af 165 stater, herunder Danmark samt Det Europæiske Fællesskab, og afspejler de almindeligt anerkendte havretlige principper, såvel gamle som nye. Konventionen beskriver både kyststaters og indlandsstaters rettigheder og pligter. For stater i deres egenskab af skibsfartsnationer, "flagstater", er der fastsat særlige regler om rettigheder og pligter i forhold til de skibe, der fører deres flag. For kyststaternes vedkommende regulerer konventionen deres territorialhøjhed og retshåndhævelse mht. kontinentalsoklen og territorialfarvand, der kan udstrækkes indtil 12 sømil fra basislinjen, den tilstødende zone indtil 24 sømil samt i EEZ, Exclusive Economic Zone, dvs. et havområde indtil en afstand af 200 sømil fra kysten. I 1997 oprettedes Kommissionen for Kontinentalsoklens Grænser (Commission on the Limits of the Continental Shelf, CLCS), der skal tage stilling til kyststaters dokumentation i forbindelse med deres krav på kontinentalsoklen ud over 200 sømil. En kyststat skal dog på sit søterritorium indrømme skibsfarten adgang til uskadelig passage, en ret, der er særlig vidtgående i internationale stræder, se også passageret.

Maritime zoner

Det åbne hav er som følge af kyststaternes udvidede maritime zoner tilsvarende indskrænket. Dog gælder en del af havets frihed stadig i EEZ, fx retten til fri sejlads og overflyvning med respekt for kyststatens særlige rettigheder. Ved FN's Havretskonvention er det endvidere gennem en særlig ordning sikret, at den dybe havbunds mineralske resurser administreres af det internationale organ Den Internationale Havbundsmyndighed, der skal sikre, at også udviklingslandene får passende del i "menneskehedens fælles arv", der ved konventionen knæsattes som et nyt princip i havretten. Udnyttelsen af det åbne havs levende resurser er ikke underlagt en tilsvarende ordning, men i et vist omfang reguleret dels ved konventionen, dels i diverse fiskeritraktater. De udvidede maritime zoner har givet anledning til et stigende antal tvister vedrørende afgrænsningen, der i en række tilfælde har måttet løses ved Den Internationale Domstol, fx for Danmarks vedkommende mht. kontinentalsoklen i Nordsøen, se sokkelsagen (1969), og vedrørende havområdet mellem Jan Mayen og Grønland (1993).

Et nyt element i FN's Havretskonvention er bestemmelser om havmiljøet, der er nærmere udformet i en række hav (havmiljøkonventioner). Endvidere er et nyt forum til afgørelse af havretlige tvister, Den Internationale Havretsdomstol, i medfør af konventionen oprettet i Hamburg i 1996.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne Links

Oversigt over havretlige traktater på FN's hjemmeside

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig