territorialfarvand

Territorialfarvand, (1. led af territorium), en kyststats søterritorium; det består af indre og ydre territorialfarvand, adskilt af en basislinje.

Det indre territorialfarvand udgøres af farvandene på den landvendte side af basislinjen, fx fjorde, bugter og havne. Det ydre territorialfarvand er det bælte af havet, der strækker sig langs kysten fra basislinjen til en afstand af højst 12 sømil (ca. 22 km). På søterritoriet og i luftrummet herover har kyststaten fuld suverænitet, i det ydre territorialfarvand dog med respekt for passageretten for fremmede skibe, men ikke for fly.

Uden for territorialfarvandet ligger den tilstødende zone og den eksklusive økonomiske zone, EEZ, der er omfattet af særlige bestemmelser. Havområder uden for kyststaternes territorialfarvande, dvs. uden for 12 sømilesgrænsen, betegnes som internationalt farvand. Se også internationale stræder.

Spørgsmålet om staternes adgang til at udstrække deres suverænitet uden for landterritoriet har i tidens løb været genstand for skiftende opfattelser, afspejlet i forskellige bredder af søterritoriet og kyststatens jurisdiktionskompetence (se kanonskudvidden).

Suveræniteten var tidligere navnlig forbundet med eksklusive fiskerirettigheder og neutralitetshævdelse. Uanset at et flertal af stater i begyndelsen af 1900-t. havde lagt sig fast på 3 sømil (ca. 5,5 km), var det endnu på FN's 2. havretskonference i 1960 umuligt at opnå enighed om en international standard.

Med vedtagelsen på FN's 3. havretskonference af Havretskonventionen af 1982 bekræftedes den i løbet af 1970'erne etablerede statspraksis, der fastsatte bredden af det ydre territorialfarvand til højst 12 sømil, hvilket siden er indført af et stort flertal af stater. Danmark tilsluttede sig i 1999 denne praksis gennem en udvidelse fra 3 til 12 sømil.