Fremmedsprogspædagogik er det forskningsfelt, som belyser de faktorer, der har indflydelse på indlæringen af et fremmedsprog.

Et væsentligt sigte med den fremmedsprogspædagogiske forskning er at skabe et teoretisk grundlag for pædagogisk handlen i forbindelse med fremmedsprogsundervisning, fx undervisning af danskere i tysk, fransk og spansk. I fremmedsprogspædagogik, som forskningsmæssigt er en ung disciplin både i udlandet og i Danmark, studeres de fælles træk ved sprogtilegnelse.

Danske forskningstraditioner

Fremmedsprogspædagogik er tværvidenskabelig og bygger på fx lingvistik, pragmatik, psyko- og sociolingvistik og kognition. Forskningen i Danmark har hovedsagelig orienteret sig i tre forskellige retninger: den didaktiske, den sproglige og tilegnelsesteoretiske samt den kulturelle.

Den didaktiske gren har den længste tradition bag sig. I dag anses fagdidaktik for en vigtig side af fremmedsprogspædagogikken, der omfatter områder som fx læseplanstænkning og principper for opbygning og vurdering af undervisningsmaterialer.

Fremmedsprogspædagogikkens sproglige side står i forbindelse med de lingvistiske discipliner og de psykologiske områder, der beskæftiger sig med indlæringsprocesser. De sidste årtiers forskning kan karakteriseres ved udviklingen af specifikke teorier om processer i sprogtilegnelsen, jf. udenlandske benævnelser som foreign language learning og Sprachlernforschung. I dansk fremmedsprogspædagogisk forskning har orienteringen siden midten af 1970'erne i overvejende grad været sproglig og kommunikativ. Typiske eksempler er en række empirisk baserede elevsprogsundersøgelser samt beskrivelser af kommunikation i klasseværelset.

Fremmedsprogspædagogikkens tredje gren er kulturforståelse, der støtter sig til indsigt og metoder fra bl.a. antropologi. Studier i tværkulturel kommunikation undersøger samspillet mellem sprogbrugere med forskellig sproglig og kulturel baggrund og har til formål at styrke evnen til at kommunikere på tværs af kulturskel.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig