læreprocesser

Læreprocesser, medfører forandringer for den lærende og dermed aktive person i retning af øget kompetence (viden og kunnen).

Der kan skelnes mellem indirekte og direkte læreprocesser; ved indirekte læreprocesser er læring et biprodukt af handlinger, som har et andet sigte. Indirekte læring kan være delkomponent i leg, arbejde, kunstnerisk skabende aktivitet eller andre former for handlinger, hvis primære mål ligger uden for selve læringen.

Man lærer matematik i skolen i kraft af direkte læreprocesser. Matematik, der indgår i så meget, er trukket ud i et fag, der kan undervises i. Når man derimod lærer at tale, foregår det som indirekte læring, der er styret af behov for kommunikation og social aktivitet.

Spørgsmålet om, hvornår direkte læring er at foretrække frem for indirekte læring, er forskningsmæssigt ikke tilstrækkelig belyst. Umiddelbart vil man pege på den direkte læring som den hurtigste og mest effektive og fremhæve den indirekte læring, når det drejer sig om motivation og sammenhænge. I praksis er sagen meget kompliceret, og man finder da også mange blandings- og overgangsformer mellem de to former for læring. Refleksion er ofte en afgørende faktor både i forbindelse med at fastholde det lærte og frigøre det fra situation og kontekst. Derved bliver man i stand til at overføre noget lært til nye situationer og til at kommunikere med andre om indholdet.

Læreprocesser foregår i samfundsmæssige og kulturelle sammenhænge, og de forløber fra det sociale til det individuelle, fra det ydre, fælles til det indre, individuelle. Den sovjetiske psykolog Vygotskij betonede som en af de første det sociale i al udvikling og læring og beskrev, hvordan det, der læres, optræder to gange. I første omgang som noget fælles, man gør sammen eller får støtte til, i anden omgang som det indre og personlige.

Læring er ikke det samme som udvikling, der er mere omfattende, men læreprocesser er afgørende for den personlige udvikling. Vygotskij skelner mellem det aktuelle udviklingsniveau (det, man kan alene) og den nærmestfølgende udviklingszone (det, man kan med støtte). Da den nærmestfølgende udviklingszone angiver det, man mere eller mindre er lige ved at kunne, er det her, udfordringerne skal ligge, hvis der skal foregå læreprocesser. Hvis udfordringerne er enten for store eller for små, støtter man ikke læring og udvikling.

Se også læring, undervisning, trial and error og imitation.