Mønter med portrætter af de fire kejsere i firekejseråret
Mønter med portrætter af de fire kejsere i firekejseråret. Med uret, startende fra mønten øverst til venstre, afbilder mønterne Galba, Otho, Vitellius og Vespasian.

Firekejseråret henviser til året 69 e.v.t., hvor fire forskellige mænd blev udråbt til romerske kejsere.

De fire kejsere i firekejseråret var:

Neros fald og Galba som kejser

Firekejseråret var en konsekvens af Neros fald og de efterfølgende borgerkrige. Nero var blevet højst upopulær på grund af sin utraditionelle måde at agere på som kejser, hvilket for eksempel indebar, at han optrådte i teateret. I marts 68 gjorde statholderen i Gallia Lugdunensis, Gaius Julius Vindex, oprør mod Nero, og opfordrede Galba, statholderen i Hispania Tarraconensis, til at støtte ham.

Galba lod sig udråbe som repræsentant for senatet og det romerske folk og afviste dermed Neros autoritet som kejser. Vindex’ oprør blev knust af Lucius Verginius Rufus, statholder i Germania Superior, men lederen af prætorianergarden, C. Nymphidius Sabinus, erklærede sin støtte til Galba, og Nero flygtede som konsekvens heraf ud af Rom, hvorefter han begik selvmord.

Galba marcherede nu mod Rom og blev udråbt som kejser af senatet. Galba var kendt for sin nærighed eller mådeholdenhed, alt efter politisk ståsted, og han prøvede at genrejse statens finanser efter Neros overdrevne forbrug. Som en del af dette nægtede Galba at udbetale de pengegaver, som prætorianergarden forventede, og da han også slog flere politiske modstandere samt soldater, som Nero havde rekrutteret, ihjel, blev han endnu mere upopulær.

Otho og Vitellius gør oprør

1. januar 69 nægtede legionerne i Germania at sværge troskab til den siddende kejser, Galba, som ellers var en tradition. I stedet udråbte de den 2. januar statholderen i Germania Inferior, Aulus Vitellius, som kejser.

Som modsvar udnævnte Galba en efterfølger i skikkelse af Lucius Calpurnius Piso Licinianus, men Marcus Salvius Otho, der havde fulgt Galba til Rom, og som havde støttet ham i hans magtovertagelse, havde forventet, at han selv ville blive udnævnt som efterfølger. Derfor organiserede han et plot med støtte af prætorianergarden, der som nævnt var fjendtlige over for Galba, fordi de var blevet nægtet en forventet pengegave af ham. Galba blev myrdet den 15. januar af prætorianerne, og Otho blev kejser i stedet.

Otho blev støttet af legionerne ved Donau og i Østen, men legionerne ved Rhinen var allerede i gang med de militære forberedelser til at marchere med deres kejser, Vitellius, mod Rom. Otho havde visse militære succeser til at begynde med, men han valgte at udkæmpe et afgørende slag, Det Første Slag ved Bedriacum, før han havde modtaget alle de tilgængelige forstærkninger fra Balkan. Othos hær led derfor et afgørende nederlag i et højst blodigt slag, der fandt sted den 14. april. To dage senere begik Otho selvmord, og Vitellius marcherede mod Rom og tog tronen.

Vitellius’ regeringstid er karakteriseret i kilderne som en periode med overdrevne banketter og luksus, hvilket drænede statskassen til et punkt, hvor Vitellius henrettede dele af eliten for at rejse yderligere midler til sin ekstravagante livsstil. Dette gjorde ham naturligt nok højst upopulær.

Vespasian gør oprør

I begyndelsen af juli blev Vespasian udråbt som kejser af legionerne i Egypten, Judæa og Syrien, og legionerne i Balkan var hurtige til at desertere fra Vitellius og støtte Vespasian. I oktober vandt Vespasians tropper en afgørende sejr over Vitellius’ styrker i Det Andet Slag ved Bedriacum.

Panisk prøvede Vitellius nu at vinde Roms indbyggere over på sin side ved hjælp af pengegaver, og han sendte også bud efter hjælp fra Roms allierede. Lige lidt hjalp det, og Vitellius blev den 20. december fanget af Vespasians tropper, der nu havde nået Rom og indtaget byen uden nævneværdig modstand, hvorefter han blev ydmyget, tortureret og henrettet.

Dagen efter, den 21. december 69, blev Vespasian udråbt som kejser, og fred vendte tilbage til Romerriget med det Flaviske dynasti, som Vespasian grundlagde.

Firekejseråret var således en konsekvens af Neros fald, den sidste julisk-claudiske kejser, og var en borgerkrigsperiode, der resulterede i grundlæggelsen af Roms andet dynasti, det Flaviske. Det var første gang, at Rom havde set storstilede borgerkrige i et århundrede, siden Augustus vandt det afgørende slag over Marcus Antonius ved Actium i 31 f.v.t.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig