Otho

Othos familie tilhørte den romerske nobilitas og stammede fra den etruskiske kongefamilie. Den blev gjort patricisk af kejser Claudius.

Vi kender ikke meget til Othos tidlige liv, men historikeren Sueton fortæller, at han var uregerlig og ofte måtte prygles af sin far. Vi ved, at han var gift med Poppaea Sabina og var ven af Nero, mens sidstnævnte var kejser. Nero blev dog forelsket i Othos kone og sendte ham til Lusitania som statholder i år 58 for at få ham ud af Rom, og Otho blev tvunget til at blive skilt fra sin hustru.

Her forblev han indtil 68, hvor et oprør startede mod Nero i Gallia Lugdunensis. Generalen Galba, der på det tidspunkt var i Spanien, lod sig som en konsekvens heraf udråbe som repræsentant for senatet og det romerske folk og afviste dermed Neros autoritet som kejser. Otho var ikke sen til at slutte sig til Galbas oprør, og de marcherede nu mod Rom, hvor Galba blev udråbt som kejser af senatet. Senatets accept var i denne periode stadig en vigtig del af udnævnelsen af en ny kejser.

Den 1. januar 69 nægtede legionerne i Germania at sværge troskab til den siddende kejser, Galba, som det ellers var tradition. I stedet udråbte de den 2. januar statholderen i Germania Inferior, Aulus Vitellius, til kejser.

Som modsvar udnævnte Galba en efterfølger i skikkelse af Lucius Calpurnius Piso Licinianus, men efter at have fulgt Galba til Rom og støttet ham i hans magtovertagelse havde Otho forventet, at han selv ville blive udnævnt som efterfølger. Derfor organiserede Otho et kup med støtte fra prætorianergarden, der var fjendtlige over for Galba, fordi de var blevet nægtet en forventet pengegave af ham. Galba blev myrdet den 15. januar af prætorianerne, og Otho blev kejser i stedet efter at være blevet udnævnt af senatet.

Otho genindsatte flere af Neros støtter, som var blevet fjernet under Galba, men han havde ikke tid til at føre yderligere planer ud i livet. Otho var nemlig fra første færd involveret i en borgerkrig mod Vitellius.

Otho blev støttet af legionerne ved Donau og i Østen, men legionerne ved Rhinen var allerede i gang med de militære forberedelser til at marchere med deres kejser, Vitellius, mod Rom. Otho havde en vis militære fremgang til at begynde med, men han valgte at udkæmpe et afgørende slag, Det Første Slag ved Bedriacum, før han havde modtaget alle de tilgængelige forstærkninger fra Balkan. Derfor var han numerisk underlegen.

Othos hær led som følge heraf et afgørende nederlag i et højst blodigt slag, der fandt sted den 14. april. To dage senere begik Otho selvmord, efter sigende for at skåne Rom for flere blodsudgydelser. Vitellius marcherede mod Rom og overtog tronen.

Eftertiden har været højst kritisk over for Otho. Sueton, for eksempel, portrætterede ham som højst forfængelig på en feminin facon, der ansås for uværdig for en kejser. Sueton fortæller for eksempel, at Otho fik alt sit kropshår plukket ud og gik med paryk på grund af sit tynde hår. Otho barberede sig efter sigende hver da og smurte sig med fugtigt brød for ikke at få skæg. Sueton tilføjer, at Otho var af almindelig højde, men hjulbenet og med skæve fødder.

Otho blev dog lovprist for sit mod i forbindelse med sit selvmord. Sueton giver en detaljeret beskrivelse af Othos fattethed, hans mod og hans stålsatte beslutning om at undgå yderligere borgerkrige. Suetons far var øjenvidne til begivenhederne, og beskrivelsen, om end den er tendentiøs, kan således ikke fuldstændig afvises.

• Nero
• Otho
• Vitellius
• firekejseråret