Vitellius

Vitellius var som ung en del af Tiberius’ følge på Capri, hvortil denne kejser var rejst for at komme væk fra Rom. Kilderne beskriver indgående det luksuriøse liv, der førtes der, og de mange seksuelle udskejelser. Sueton fortæller os, at Vitellius her fik øgenavnet Spintra, der refererer til en mandlig prostitueret. De mange historier om Tiberius’ tid på Capri bør dog tages med et gran salt.

Vitellius førte en rimelig succesfuld karriere ved hoffet, og var på venskabelig fod med Caligula, Claudius og Nero. I 48 fik han det magtfulde embede som prokonsul i Afrika. I november 68 blev han udpeget til det endnu mere prestigefulde embede som statholder i Germania Inferior, der med sine mange legioner gav stor magt.

Galba havde i 68 taget magten fra Nero, der var blevet højst upopulær, i hvert fald blandt senatseliten. 1. januar 69 nægtede legionerne i Germania dog at sværge troskab til den siddende kejser, Galba, som ellers var en tradition. I stedet udråbte de den 2. januar Vitellius som kejser.

Som modsvar udnævnte Galba en efterfølger i skikkelse af Lucius Calpurnius Piso Licinianus, men Marcus Salvius Otho, der havde fulgt Galba til Rom, og som havde støttet ham i hans magtovertagelse, havde forventet, at han selv ville blive udnævnt som efterfølger. Derfor organiserede han et plot med støtte af prætorianergarden, der var fjendtlige overfor Galba, fordi de var blevet nægtet en forventet pengegave af ham. Galba blev myrdet den 15. januar af prætorianerne, og Otho blev kejser i stedet.

Otho blev støttet af legionerne ved Donau og i Østen, men legionerne ved Rhinen var allerede i gang med de militære forberedelser til at marchere med deres kejser, Vitellius, mod Rom. Otho havde visse militære succeser til at begynde med, men han valgte at udkæmpe et afgørende slag, Det Første Slag ved Bedriacum, før han havde modtaget alle de tilgængelige forstærkninger fra Balkan, og han var derfor numerisk underlegen. Othos hær led som følge heraf et afgørende nederlag i et højst blodigt slag, der fandt sted den 14. april. To dage senere begik Otho selvmord, og Vitellius marcherede mod Rom og tog tronen i juli.

Vitellius kom til Rom og ofrede til den afdøde Nero, og prøvede således at forbinde sig til den sidste julisk-claudiske kejser, ligesom Otho havde gjort, for på denne måde at opnå legitimitet. Herudover kan det ikke udelukkes, at Nero bibeholdt noget popularitet hos den brede befolkning, som Vitellius håbede at få støtte fra

Vitellius gjorde sig selv til konsul og omorganiserede også prætorianergarden, som han erstattede med seksten kohorter fra sine egne romerske tropper fra Germanien. Han havde tydeligvis lært lektien fra Galba, der blev myrdet efter at være blevet upopulær hos prætorianergarden.

Vitellius’ regeringstid er karakteriseret i kilderne som en periode med overdrevne banketter og luksus, hvilket drænede statskassen til et punkt, hvor Vitellius henrettede dele af eliten for at rejse yderligere midler til sin ekstravagante livsstil. Dette gjorde ham naturligt nok højst upopulær.

I begyndelsen af juli blev Vespasian udråbt som kejser af legionerne i Egypten, Judæa og Syrien, og legionerne i Balkan var hurtige til at desertere fra Vitellius og støtte Vespasian. I oktober vandt Vespasians tropper en afgørende sejr over Vitellius’ styrker i Det Andet Slag ved Bedriacum.

Panisk prøvede Vitellius nu at vinde Roms indbyggere over på sin side ved hjælp af pengegaver, og han sendte også bud efter hjælp fra Roms allierede. Lige lidt hjalp det, og Vitellius blev den 20. december fanget af Vespasians tropper, der nu havde nået Rom og indtaget byen uden nævneværdig modstand, hvorefter han blev ydmyget, tortureret og henrettet. Befolkningen var ligeledes højst fjendtligt stemt overfor Vitellius på dette tidspunkt.

Dagen efter, den 21. december 69, blev Vespasian udråbt som kejser, og fred vendte tilbage til Romerriget med det Flaviske kejserdynasti som Vespasian grundlagde.

• Nero
• Galba
• Otho
• Vitellius
• firekejseråret