Tiberius

Tiberius. Marmorhoved, 34 cm højt; Glyptoteket. Portrættypen tilhører den gruppe, der udførtes af Tiberius, da han var kommet op i 50'erne. Typen er formodentlig skabt efter hans adoption i 4 e.Kr. og blev fastholdt i hele hans kejsertid. Tiberius fremstilles her med en bred, glat pande, kort hår, der er redt fremad, og med forholdsvis langt hår i nakken. Øjnene er store og runde, læberne tynde.

.

Artikelstart

Tiberius, Tiberius Claudius Nero, 42 f.Kr.-37, romersk kejser fra 14 e.Kr. Han blev født i Livias første ægteskab og fulgte med i hendes ægteskab i 38 f.Kr. med Octavian (den senere Augustus).

Tiberius viste glimrende feltherretalent, især ved erobringen af Pannonia; men Augustus, som ikke selv havde sønner, brød sig øjensynlig ikke om ham og satsede på de arvinger, der kunne komme ud af datteren Julias ægteskaber, bl.a. med Tiberius, som blev tvunget til ægteskab.

Tilsyneladende træt af det hele trak han sig i 6 f.Kr. tilbage til Rhodos som privatmand. I 4 e.Kr., da begge Julias sønner var døde, adopterede Augustus Tiberius som sin søn og efterfølger. Han fik myndighed som faktisk medkejser og viste atter sine feltherreevner ved at nedkæmpe en opstand i Pannonia og stabilisere situationen i Germanien.

Ved Augustus' død i 14 e.Kr. stod Tiberius klar som hans efterfølger. Han indbød Senatet til en drøftelse herom; men ledende senatorer nærede mistillid til hans hensigter. Tiberius opnåede heller ikke popularitet i den brede befolkning.

Ved magtovertagelsen var finanskassen nærmest tom, og han måtte spare på de populære festlege og gladiatorkampe. Endvidere erstattede han de sejrrige erobringskrige med konsolidering af Romerrigets grænser.

I 27 bosatte han sig permanent på Capri, hvorfra han styrede riget gennem breve og prætorianerpræfekten Sejanus. Denne fik stigende magt, men blev styrtet i 31, og resten af sin regeringstid synes Tiberius desillusioneret og mest optaget af at få sin sønnesøn gjort til sin efterfølger.

Eftertiden har dømt ham som en lumsk og hyklerisk tyran, skønt han, især i de første år, betegnes som ledet af overblik og ansvarlighed; men den komplicerede opgave at videreføre arven fra Augustus kombineret med hans indesluttede sind og ucharmerende optræden såede tvivl om hans oprigtighed og herskerevner.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig