Entreprenørskabsdidaktik er et begreb, der handler om planlægning, udførelse og evaluering af læreprocesser, hvor elever eller studerende gør sig erfaring med at anvende deres faglighed i praksis. Dermed styrkes den personlige faglige læring gennem kompetencer som handlekraft, tværfagligt samarbejde, proceskompetence og selvindsigt.

Entreprenørskabsdidaktik er tæt forbundet med det overordnede begreb entreprenørskabsundervisning og undervisning i entreprenørskab. Her skelnes som regel mellem et smalt og et bredt syn på entreprenørskab, hvor det smalle vedrører opstart af egen virksomhed (start-ups/venture creation), hvorimod det brede vedrører udvikling af entreprenante kompetencer såsom idéskabelse, projektledelse mv.

About, for, or through?

En klassisk tilgang til entreprenørskabsdidaktik er skelnen mellem ’about, for, through’, hvilket henviser til forskellige didaktiske tilgange, som kan lede til forskellige undervisningsformer.

About: For: Through:

Undervisning om entreprenørskab.

  • Hvad er entreprenørskab?
  • Hvilke teorier og forståelser eksisterer i bøger og artikler?
En klassisk teoretisk tilgang til entreprenørskab uden praktisk erfaringsdannelse.

Undervisning til entreprenørskab.

  • Hvordan bliver man entreprenør/iværksætter/entreprenant?
  • Hvad skal man vide for at blive iværksætter?
En teoretisk-praktisk tilgang med viden om virksomhedsstart, bogføring, regnskab, ressourcer, markedsføring mv.

Undervisning gennem entreprenørskab.

  • Hvordan arbejder man med entreprenørskab?
  • Hvilke arbejdsformer og processer kan man lære entreprenørskab igennem?
En praktisk tilgang med en eksperimentiel læringsform, hvor man lærer entreprenørskab gennem praktisk afprøvning.

Især undervisning gennem entreprenørskab har vundet indpas i det danske uddannelsessystem. Her har især Fonden for Entreprenørskab lagt op til undervisningsforløb for alle uddannelsesniveauer med fokus på de processer, der er erfaring for lægger op til entreprenørskab. Fondens definition af entreprenørskab er bred og typisk beskrevet som: Entreprenørskab er, når der bliver handlet på muligheder og gode idéer, og disse bliver omsat til værdi for andre. Den værdi, der skabes, kan være af økonomisk, kulturel eller social art.

Dermed bliver formålet med entreprenørskab bredt, fordi det støtter op om udvikling og udbredelse af entreprenørskab i undervisning og uddannelser. Formålet med at undervise børn og unge i entreprenørskab er, at de forlader uddannelsessystemet med evner og kompetencer til at tænke nyt, se muligheder og omsætte idéer til værdi.

Entreprenørskabsdidaktik og muligheder

Mulighedsbegrebet har en vigtig rolle i entreprenørskabsdidaktikken. Saras Sarasvathy har foreslået tre perspektiver på mulighedsbegrebet:

  • Mulighedsidentifikation (recognition)
  • Mulighedssøgning (discovery)
  • Mulighedsskabelse (creation)

Gennem denne tredeling bliver det vigtigt, hvilket didaktisk ståsted, man arbejder ud fra i forbindelse med undervisning.

Der er forskel på, om muligheder er noget, man skal ud at opdage, eller noget man selv er med til at skabe. Og det didaktiske ligger her primært i, at man som fx underviser forholder sig til de enkelte ståsteder.

Entreprenørskab som metode

I den brede tilgang til entreprenørskabsundervisning bliver entreprenørskab i høj grad en metode og proces, som kan understøtte alle former for læreprocesser. Sigtet bliver ikke kun at skabe nye idéer til virksomheder, men i lige så høj grad at elever og studerende gør sig erfaringer med at arbejde entreprenant. Dermed bliver det entreprenante en undervisningsmetode, der også har til sigte at gøre almen undervisning entreprenant – frem for at have fokus på skabelsen af nye virksomhedsidéer.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig