almindelig sandmusling

Den almindelige sandmusling lever nedgravet i sandet på lavt vand. Den tåler store variationer i både temperatur og saltholdighed. I Østersøen lever den således ved saltholdigheder på helt ned til 6 ‰.

Som de fleste muslinger lever sandmuslingen af at filtrere mikroskopiske organismer, især fytoplankton, fra de frie vandmasser. Den kan filtrere flere liter vand i minuttet. Da man ændrede slusepraksis i Ringkøbing Fjord omkring 1995-1996, indvandrede larver af almindelig sandmusling, og i løbet af få år reducerede den tætte population af sandmuslinger mængden af fytoplankton så meget, at vandet blev tydeligt klarere.

Den almindelige sandmusling kan forplante sig en eller to gange om året. Æg og sæd gydes frit i vandet. Den har planktoniske larver, der lever i de frie vandmasser i 2-3 uger, hvorefter de bundfælder sig. I begyndelsen vokser de nyligt bundfældede muslinger hurtigt, da de er særlig udsat for at blive ædt af andre bunddyr. De voksne muslinger kan blive i hvert fald 20 år gamle.

Den almindelige sandmusling har en kompliceret og meget gammel udbredelseshistorie, og så er den formentlig den ældste marine invasive art, der kendes i europæiske farvande.

Arten kendes helt tilbage fra Miocæn for mere end 5,3 millioner år siden, hvor den var udbredt i det nordøstlige Stillehav. Herfra bredte den sig først til det nordvestlige Atlanterhav, og i slutningen af Pliocæn for ca. 2,8 millioner år siden kom den også til Europas vestkyst. I løbet af Pleistocæn, der sluttede for ca. 12.000 år siden, uddøde sandmuslingen både i Stillehavet og i det østlige Atlanterhav, og da isen efter sidste istid trak sig tilbage, fandtes den derfor kun på Nordamerikas østkyst.

Der er ikke fundet skaller af sandmuslinger i europæiske køkkenmøddinger fra hverken stenalderen eller Romerrigets tidsalder. Man troede længe, at almindelig sandmusling var kommet fra Amerika til Europa med Columbus' efterfølgere, der koloniserede i Nordamerika, da skaller af sandmuslinger var kendt i Europa fra slutningen af det 16. århundrede og senere. I 1992 fandt danske geologer skaller af sandmuslinger i en borekerne fra Skagen. Dateringer viste, at disse skaller stammede fra ca. 1245-1295, og man gættede på, at de var bragt fra Nordamerika af vikinger. Da man senere fandt skaller af næsten samme alder på den tyske østersøkyst og ved den hollandske kyst, var det sikkert, at de i hvert fald var kommet til Europa før Columbus.

I de senere år har man foretaget genetiske sammenligninger af populationer af sandmuslinger fra både Nordamerika og Europa. Resultaterne viser, at de europæiske populationer af almindelig sandmusling stammer fra nogle få individer af nordamerikansk oprindelse. Denne founder population (grundlæggerbestand) har siden spredt sig naturligt til de fleste europæiske kyster, inklusive Østersøen. Senest har hollandske forskere gennemgået den eksisterende viden om, hvor og hvornår vikingerne rent faktisk befandt sig på den nordamerikanske kyst. De har kortlagt i alt seks togter: tre fra Norge, ét fra Island og to fra Irland i årene mellem 983 og 1029. Togterne gik til steder fra Baffin Island mod nord til kysten ved New York og New Jersey og måske så langt sydpå som til Chesapeake Bay. Dette passer fint med sandmuslingens naturlige udbredelse, der strækker sig fra Labrador i nord til North Carolina i syd.

I Europa er den almindelige sandmusling i dag udbredt fra Hvidehavet til Portugal samt i Østersøen. Den blev indført til Sortehavet i 1960'erne og er i nyere tid fundet flere steder i Middelhavet, men med begrænset udbredelse. Den blev fundet ved San Fransisco på Amerikas vestkyst omkring 1875, hvor den formodentlig var blevet indslæbt med importeret østersyngel.

På den nordamerikanske østkyst har der tidligere været et værdifuldt fiskeri efter sandmuslinger, som lokalt kaldes soft shell clams eller steamers. Dette fiskeri er dog gået voldsomt tilbage i de senere år, dels pga. sygdom i muslingebestanden, dels pga. manglende efterspørgsel.

• sandmuslinger
• muslinger