Hvidehavet

Hvidehavet, Beloje More, havbugt i Barentshavet syd for Kolahalvøen; ca. 90.000 km2. Den sydlige del består af tre store bugter, Kandalaksja, Onega og Dvina, hvori floderne Niva, Onega og Nordlige Dvina udmunder. Gennemsnitsdybden er 60 m, største dybde (330 m) nås i Kandalaksjabugten. Hvidehavet har stort tidevand, op til 10 m i den nordlige del. Bugten er isdækket fra oktober til maj, men har alligevel stor betydning for varetransporten; den sejlbare periode forlænges vha. kraftige isbrydere.

Arkhangelsk er udgangspunkt for den vigtige transportrute ad Nordøstpassagen og er gennem Dvina forbundet med det russiske flod- og kanalsystem. Fra Belomorsk ved Onega er der ad Hvidehavskanalen forbindelse til Østersøen.

Hvidehavet var en vigtig del af Novgorodstatens jagtområde i middelalderen, og fiskeri og sælfangst er fortsat af stor betydning i kystbyerne. Fra 1400-t. til grundlæggelsen af Sankt Petersborg i 1703 gik Ruslands vigtigste forbindelsesvej til Vesteuropa gennem Hvidehavet, og mange af havnebyerne stammer fra denne periode. Det gælder tillige det berømte kloster på Solovetskijøen, der også har været brugt som fængsel. 1923-39 var øen en del af GULag med lejr for politiske fanger; den er nu fredet og har museum og naturpark.

Oceanografi

Cirkulationen i Hvidehavet er i overfladelaget påvirket af tilførslen af ferskvand fra floderne og er derfor rettet mod nord, dvs. ud af området. Overfladevandet er koldt (2-3 °C om sommeren og −1,7 °C om vinteren), mens saltholdigheden varierer mellem 10-15‰ tæt ved land og 30‰ ved grænsen til Barentshavet. I bundlaget er der en indadgående strøm af vand fra Barentshavet med en temperatur på −1,5 °C og en saltholdighed på 31,5-34‰.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig