Faktaboks

Vidstrup Kirke
Sogn
Vidstrup Sogn
Provsti
Hjørring Nordre Provsti
Stift
Aalborg Stift
Kommune
Hjørring Kommune

Vidstrup Kirke er en lille landsbykirke, som i sin enkelhed fremstår uden store forandringer siden opførelsen for 800 år siden.

Kirkebygning

Vidstrup Kirke

Vidstrup Kirke er opført i romansk tid og står stort set uændret siden opførelsen. Våbenhuset på kirkens nordside er dog bygget til senere i middelalderen.

Af .
Licens: CC BY 3.0

Kirken består af et kor og et skib fra romansk tid (ca. 1050-1275). Senere i middelalderen, i gotisk tid (ca. 1250-1550), tilføjede man et våbenhus på skibets nordside.

I dag står kirkens romanske dele med murværket blottet, mens våbenhuset er hvidkalket. Våbenhusets tag er belagt med røde tegl, mens resten af kirken har blytag.

Den romanske kirke

I romansk tid blev mange kirker opført af natursten. Dette gælder også i Vidstrup Kirke, hvor de ældste dele er bygget af granitkvadre.

I kirkens ældste dele, nemlig koret og skibet, er der bevaret enkelte oprindelige detaljer. Som alle andre middelalderkirker havde kirken oprindeligt to indgangsdøre, som fandtes mod nord og syd i skibets vestende. Syddøren er tilmuret, mens norddøren stadig er i brug og i dag forbinder våbenhuset med skibet.

Indvendigt, i korets østmur, ses et stort, tilmuret rundbuevindue, som er oprindeligt, hvilket også gælder korbuen, som ellers i mange kirker er udvidet. Kirkens øvrige vinduer er fra 1800-tallet.

Tilbygninger

Kirkens eneste tilbygning er det sengotiske våbenhus, som modsat den romanske del af bygningen er af munkesten, som var gotikkens foretrukne byggemateriale.

Bygningen er udsmykket med en kamtakket gavl, og indgangsdøren sidder i en høj, dyb niche, som øverst afsluttes af to runde buer. Inde i våbenhuset på vestvæggen er der indsat en del af den romanske alterbordplade, hvori der er en fordybning, som i middelalderen blev brugt til opbevaring af for længst forsvundne relikvier.

Kirkens indre

Det enkle kirkerum er præget af de lyse, jordfarvede nuancer i teglstensgulvet, de umalede bjælker i det flade loft og den tilsvarende træfarvede prædikestol.

Inventar og gravminder i Vidstrup Kirke

Inventaret i Vidstrup Kirke er fra flere forskellige perioder med dele fra både romansk tid, 1600-tallet og 1700-tallet.

Romansk døbefont

Kirkens ældste inventarstykke er den romanske døbefont af granit. Foruden nogle rundbuefelter på foden er døbefonten helt uden udsmykning.

Inventar fra 1600-tallet og 1700-tallet

Vidstrup Kirke
Altertavlen i Vidstrup Kirke er en fløjaltertavle, hvilket vil sige, at den er opbygget som et skab med låger. Maleriet i altertavlen er fra 1913.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Kirkens altertavle er ændret flere gange gennem århundrederne. I sin grundessens er altertavlen en lutheransk fløjaltertavle, dvs. at den er opbygget som et skab med låger. De udsmykkede topstykker er dog senere tilføjelser i rokokostil fra sidste halvdel af 1700-tallet, mens maleriet er fra 1913 og forestiller Jesus, der velsigner børnene. Tidligere fandtes der et korsfæstelsesmaleri fra 1759.

Prædikestolen er i meget sen renæssancestil og stammer fra 1696. Meget typisk for egnen er den opbygget med en karnap, der springer frem i midten, mens fagene er opdelt af dobbelte, udskårne søjler. Noget usædvanligt fremstår prædikestolen helt uden bemaling.

Gravminder

Ved kirken står en korsformet gravsten, som er fra romansk tid.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig