Vibæk Mølle

Vibæk Mølles bygninger består i dag af en hollandsk vindmølle, én længe i bindingsværk med vandmølle, én længe i bindingsværk med stald, endnu en længe i bindingsværk og et kalket stuehus.

Vandmøllen stod tidligere lidt længere oppe ad Vibækken, et sted, som kaldes Møll-hole eller Mulhuse. Vandmøllen blev flyttet til sin nuværende placering i 1756, hvilket gav den bedre betingelser for at udnytte vandets kraft og også gav bedre muligheder for transport og handel. Dette skyldes, at det var få hundrede meter fra Taskland Kro, der beværtede alle dem, der lastede og lossede pramme. Vandmøllen, der har overfaldshjul, er meget speciel, idet gangtøjet til grubben ikke har noget tandhjul men er forbundet direkte til stjernehjulet på samme måde som i vindmøller. Dertil er møllen den eneste tilbageværende danske mølle med totrinsgear til både grubbe og kværn.

Vandmøllen blev gennemgribende restaureret i 1957 og fik siden nyt vandhjul og aksel i 1984. Vandmøllen anvendes ikke længere, da der på grund af naturbeskyttelse ikke må sendes vand forbi den.

Stuehuset er bygget i 1819 og blev i 1934 forlænget med en aftægtsbolig. Stuehusets indretning er aldrig blevet ændret, hvilket vil sige, at det fortsat fremstår med forstue, fin stue og dagligstue med alkover. Dertil kommer vævestue, spisekammer, vaskerum med vandpumpe, køkken og pigekammer.

Stalden er bygget samme år som stuehuset, men væltede i en storm i 1947 og blev først genopført i 1993. Staldbygningen indeholder foruden selve stalden: foderlo, lade og karlekammer.

Den sidste bindingsværkslænge indeholder en stenbageovn og en bageovnsskorsten med maltkølle. En maltkølle er et ekstra rum i forbindelse med skorstenen, hvor kornet, der skulle bruges til ølbrygning, lå i vand, så det spirede. Maltkøllen blev opvarmet af bageovnen, og det var også her, man tørrede kornet igen og dermed fik malt til ølbrygning. Længen indeholder også vognport, svinesti, lokum og et sandhus, hvor man havde fint sand til at strø gulvene i stuehuset med.

Den første vindmølle blev opført i 1835. Vindmøllen var en hollandsk vindmølle, der var stråtækt og havde jordomgang. Den var svanskrøjet og havde kludesejl. Vindmøllen stod øst for møllegården og blev drevet sammen med vandmøllen, men brændte i 1983.

Den nuværende vindmølle er flyttet til stedet fra Dianalund, hvor den var kendt som Niløse Mølle. Vindmøllen er beklædt med spåner og står på den tidligere mølles fundament af teglsten. Niløse Mølle havde ikke vinger og indmad med, hvorfor den ikke er funktionsdygtig.

Komplekset blev fredet i 1959; på det tidspunkt var staldlængen dog endnu ikke genopført, og i 1987 købte Fonden Vibæk Mølle det.

Vibæk Vandmølle kendes helt tilbage fra 1500-tallet, og en dendrokronologisk undersøgelse af træet fra møllen har påvist, at træet er fældet omkring 1550. Vandmøllen fungerede i mange år med rigeligt vand om vinteren, men vandmangel om sommeren. Om vinteren havde mølleren lov til at stemme vandet i mølledammen op med et såkaldt stigbord, der var et bræt, der lukkede for vandet, så dette blev i mølledammen. Om sommeren skulle dette bræt fjernes, så bøndernes marker kunne få vand og dermed kunne drives. Stigbordet var et meget vigtigt stykke træ, som blev opbevaret i kirken i perioden, hvor mølleren ikke måtte bruge det. På den måde kunne han ikke snyde. Den manglende opstemning gjorde, at mølleren havde svært ved at drive møllen om sommeren, og derfor ønskede han sig en vindmølle. Vindmøllen blev dog først en realitet i 1835, og dette var endda, efter at mølleren havde købt en ekstra mølledam for at sikre bedre vandforsyning.

Som næsten alle møllerne på Als var Vibæk Mølle ejet af hertugen af Augustenborg, og der var mølletvang for brugerne af hertugens møller. Det vil sige, at man ikke selv kunne vælge, hvilken mølle man ville bruge til at male sit korn med. Brugerne af Vibæk Mølle var forpligtede til at køre sten og træ til møllen, mens træet til vedligehold blev udpeget af hertugens folk. Denne type møller kaldtes også arvepagtmøller og havde kongelige privilegiebreve.

Fra de kongelig privilegiebreve og fra brandforsikringsprotokoller kendes navnene på alle møllens forpagtere siden 1716. Særlig interessant er Jørgen Krack og Kirstine Mari Jørgens, der i 1756 fik møllen opført på dens nuværende plads af bygmester Hans Møller. Deres navne er snittet ind i en bjælke med runer og latinske bogstaver med ordlyden: "Hans Myller af Peberberg har bygget myl for Jørgen Knack a Kierstina Mari Jørgens AO 1756". Desuden er snittet "CLM og AMC 1788", sikkert med henvisning til møllefæster Christian Lorenzen Møller og hustru.

Hertugen af Augustenborg ejede Vibæk Mølle frem til 1852, hvor han måtte aflevere den til staten efter nederlag i Treårskrigen. Mange af forpagterne købte selv møllerne, da disse overgik til staten.

Blandt selvejerne kan nævnes Jørgen Jacobsen og dennes søn Jørgen Jacobsen junior, som overtog møllen i 1860. Møllen blev sat til salg i 1876 og købt af Peter Hansen Dall og dennes kones broder guldgraver Jørgen Hansen. Frem til slutningen af Første Verdenskrig modtog møllen korn, som blev sejlet til Taskland fra Flensborg og mel og gryn til Flensborg; herefter ophørte mølledriften stort set, men lidt blev der produceret frem til Peter Dalls død i 1924.

Sidste møller på møllen var Christian Madsen, der blev gift med Peter Dalls broderdatter. Kundekredsen svandt dog ind, og mølleriet på Vibæk Mølle ophørte endeligt i 1938.

Seneste ejer, som har boet på møllen frem til sin død i 2024, var Nikolaj Madsen, der overtog møllen efter sin far Christian Madsen i 1951.

Vibæk Mølle er åben for besøgende, undtagen stuehuset, som der dog er planer om at åbne.

• Als
• mølle
• vindmølle
• vandmølle

• Vibæk Mølle
• Vibæk Vand- og Vindmølle