mølle - fx kornmølle

Mølle. Støbte møllesten fra firmaet I/S Engsko i Randers. Firmaet, der er grundlagt i 1900, er den eneste danske producent af møllesten. Produktionen omfatter mange forskellige typer fra 20 til 150 cm i diameter. Den viste type er 100 cm i diameter og vejer ca. 350 kg. Der fremstilles årlig ca. 20.000 sæt (ca. 40.000 sten), og 95% eksporteres. Disse møllesten er hovedsagelig til fremstilling af hvedemel, men kan også anvendes til bl.a. ris, majs og krydderier.

.

Mølle. Bjerre Mølle ved Horsens.

.

Mølle. Principtegninger af forskellige mølletyper. Pilene markerer maleemnernes vej gennem møllen.

.

Mølle, apparat til knusning eller findeling af korn, træ, tekstilfiber, kaffe, kakao, gips, farvestoffer, mineraler m.m. Vand- og vindmøller anvendes også til generering af mekanisk eller elektrisk kraft.

Faktaboks

Etymologi
Ordet mølle kommer via oldsaksisk fra latin molina 'mølle', afledt af mola 'møllesten', beslægtet med dansk male.

I stenalderen blev der oprindelig brugt håndmøller, hvor kornet blev formalet af en rund eller flad sten mod en skålformet sten. For ca. 2000 år siden introduceredes den roterende håndkværn, der består af to cirkelrunde sten, hvoraf den øverste bevæges rundt om en aksel af træ vha. et håndtag i stenens periferi. En motoriseret form af stenkværnen er stadig den mest anvendte mølle lokalt i Afrika og Asien. Kornmaterialet indføres centralt gennem et hul i den øvre sten. Stenene var oprindelig hele natursten (kvarts eller sandsten) eller dele heraf holdt sammen med et jernbånd. I stenene hugges riller for at transportere det formalede korn fra centrum til periferien. I dag fremstilles møllesten ved at støbe hårde partikler af flint eller smergel ind i et bindestof (magnesiacement), hvori riller indhugges.

Stenmøller (inkl. motorer) er traditionelle danske eksportartikler, der stadig har betydning. De anvendes oftest som bymøller i Afrika og Asien, hvor kunden får malet sit eget korn mod en betaling i mel til ejeren.

Møller af metal, fx hammer-, kugle-, skive- og valsemøller, anvendes til rivning og knusning af bl.a. korn, træ, foder og cement. I moderne melmøller anvendes valser. Se også møller og mølleri.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig