Faktaboks

Verninge Kirke
Sogn
Verninge Sogn
Provsti
Assens Provsti
Stift
Fyens Stift
Kommune
Assens Kommune

Verninge Kirke vidner med sin komplicerede bygningshistorik om middelalderens skiftende behov før Reformationen i 1536. Desuden er der i kirken bevaret forskellig stykker inventar fra kirkens lange historie, hvor særligt den særlige altertavle fra rokokoperioden skal fremhæves.

Kirken ligger i den nordlige del af Verninge omtrent 20 kilometer øst for Assens.

Kirkebygningen

Kirken er overvejende fra den gotiske periode, men den har dele af murværket bevaret af den tidligere, romanske kirke. I den gotiske periode forlængede man skibet mod vest, og i sengotisk tid forlængede man koret mod øst, i syd og nord tilføjede man et kapel ud for skibets østfag, og i vest opførte man et tårn.

I dag er kirken hvidkalket, og den har skifertage.

Den romanske kirke

De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Verninge blev den romanske kirke opført i granit. Af den romanske kirke er der dog kun bevaret ganske lidt efter kirkens gotiske ombygninger. De romanske dele af kirken findes således i skibets murværk omkring de to kapeller og i det vestlige fag af koret.

De gotiske om- og tilbygninger

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Om- og tilbygningerne er opført i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den gotiske periode rev man i Verninge Kirke den romanske kirkes vestlige gavl ned og tilføjede endnu et fag til skibet.

I den sene gotik tid rev man den romanske apsis ned og forlængede koret mod øst, og man opførte kapeller på skibets nord- og sydsider.

Denne periode så ligeledes opførelsen af tårnet mod vest. Det står vinkelret på skibets længderetning, hvorfor man kalder det tværstillet.

Alle kirkens gavle er muret om angiveligt i anden halvdel af 1800-tallet eller i første halvdel af 1900-tallet.

Kirkens indre

Kirken er i det indre hvidkalket, og kirkerummet bærer i høj grad præg af dets krydshvælvede lofter, som i koret og skibet er ottedelte. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

Kalkmalerier i Verninge Kirke

I Verninge Kirke er der i det nordlige kapel bevaret en såkaldt passerroset, som er malet af Gudbjergværkstedet i 1475-1490.

Inventar i Verninge Kirke

I Verninge Kirke er bænkene i 1919 udskiftet til de nuværende, som er tegnet af arkitekten Knud Lehn Petersen. Derudover er inventaret fra flere forskellige perioder, hvor særligt middelalderen, renæssancen og rokokoen er fornemt repræsenteret.

Middelalderens inventar

I korets nordside står der en romansk døbefont af granit. Dens kedelformede kumme står på et svært, cylindrisk skaft over en firkantet fod.

På væggen i korets nordside hænger der et bevaret sengotisk korbuekrucifiks fra perioden 1475-1500. Som navnet antyder hang det oprindeligt på dets traditionelle plads over korbuen.

Renæssances inventar

Prædikestolen fra 1621 er udført i renæssancestil. Den har i fagene arkader med relieffer af de fire evangelister. På hjørnerne er der hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler.

Rokokoens inventar: Altertavlen

Altertavlen er et usædvanligt arbejde fra rokokoen i anden halvdel af 1700-tallet. Den er bygget i brædder, men den er bemalet perspektivisk, så den fremstår som en arkitektonisk konstruktion med søjler og en svungen gavl. Illusionsmaleriets fortegnede perspektiv henleder opmærksomheden på det centrale maleri, der viser den sidste nadver. Altertavlen har paralleller i fem andre fynske kirker, nemlig Rørup, Østrup, Hjadstrup, Ejlby og Klinte, og de må alle tilskrives maleren Niels Poulsen Dahlin (1720-1785).

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig