USA - billedkunst - 1913-2016

I 1913 afholdtes i New York en udstilling, som fik radikal indflydelse på amerikansk kunsts udvikling. The International Exhibition of Modern Art, også kaldet The Armory Show, havde med sine over 1600 værker til formål at introducere publikum til den europæiske modernistiske kunst, primært den franske, og samtidig skærpe interessen for det nye amerikanske maleri. Udstillingen fik en hård medfart af konservative kunstkritikere, men fik stor betydning for amerikansk avantgardekunst. Fotografen Alfred Stieglitz, som i 1903 havde grundlagt tidsskriftet Camera Work og i 1905 galleriet 291 i New York, påtog sig i de følgende år rollen som fortaler for den mest progressive kunst repræsenteret af bl.a. Arthur Dove og Max Weber.

En anden indflydelsesrig figur for den amerikanske avantgarde var Marcel Duchamp, som kom til New York i 1915. Desillusionen over 1. Verdenskrig gav grobund for dadaismens ironi og anarki, og Man Ray blev her en central skikkelse. Samtidig begyndte en gruppe kunstnere, bl.a. Charles Sheeler og Georgia O'Keeffe, at male tidens by- og industrilandskab i en stil, der kombinerede kubistiske elementer med rene, glatte flader og senere blev kendt som præcisionismen. Depressionen i 1929 fik nationalismen til at genopblomstre, og mange kunstnere vendte sig bort fra den internationale modernisme og søgte tilbage til realismen i et forsøg på at finde et specifikt amerikansk udtryk. Regionalisterne, bl.a. Thomas Hart Benton og Grant Wood, skildrede i forenklet figurativ stil hverdagslivet i det landlige Midtvesten, mens andre American Scene-malere som Charles Burchfield og Edward Hopper fokuserede på bylivets ensomhed.

I 1933 etableredes under præsident Franklin D. Roosevelt The Federal Art Project som led i et program for arbejdsløse med det formål at støtte landets kunstnere ved bl.a. at bestille udsmykninger til offentlige bygninger og pladser. De fleste værker var præget af en socialt bevidst, men naiv realisme. The Farm Security Administration (FSA) producerede 1935-43 fotografisk dokumentation af vilkårene blandt den fattige landbefolkning. Med deres direkte, umanipulerede stil konfronterede billederne beskueren med hverdagssituationer, som kaldte på følelsesmæssige og politiske reaktioner. Blandt de kendteste FSA-fotografer var Walker Evans, Dorothea Lange og Ben Shahn. I 1930'erne holdt kun få kunstnere, heriblandt Stuart Davis og Alexander Calder, fast i et modernistisk, abstrakt formsprog.

1940'erne blev årtiet, da New York slog igennem som et internationalt kunstcentrum. Mange af Europas ledende kunstnere, heriblandt Josef Albers, Fernand Léger, Piet Mondrian, Max Ernst og Arshile Gorky, slog sig ned i USA under 2. Verdenskrig og stimulerede eksperimenterne inden for den moderne kunst. Mange af disse kunstnere var samlet omkring Peggy Guggenheim og hendes galleri, Art of This Century, i New York, hvor også pionerer inden for den abstrakte ekspressionisme som Jackson Pollock, Mark Rothko, Clifford Still og Robert Motherwell havde deres første separatudstillinger i 1940'erne. Den tidlige abstrakte ekspressionisme tog afsæt i surrealismens subjektive automatisme. Med sine såkaldte action paintings blev Pollock en nøglefigur i den nye retning. Den abstrakte ekspressionisme betegner ikke en fælles stil, men dækkede over en række forskelligartede udtryk. Mark Rothko, Clyfford Still, Barnett Newman og Ad Reinhardt arbejdede med en kromatisk abstraktion bestående af store, enkle farveflader ofte udført med mange lag tyndt påført maling. Dette udtryk videreudvikledes af bl.a. Helen Frankenthaler og Morris Louis og blev kendt som color field painting.

Midt i 1950'erne redefinerede Jasper Johns og Robert Rauschenberg kunstens grænser ved at inkorporere motiver og genstande fra popkulturen i deres værker og banede dermed vejen for popkunsten, som slog igennem i 1960'erne med Andy Warhol, Roy Lichtenstein, Claes Oldenburg, James Rosenquist og Ed Ruscha som centrale skikkelser. Med udgangspunkt i samtidens masseproducerede billedunivers fra reklamer, tegneserier og film skabte de en specifik amerikansk ikonografi, ofte vha. halvmekaniske massereproduktionsteknikker, fx silketryk. Samtidig med popkunsten opstod minimalismen, som også benyttede sig af serielle former og masseproducerede industrielle komponenter og omfattede malere og billedhuggere som Tony Smith, Agnes Martin, Ellsworth Kelly, Donald Judd, Sol LeWitt og Dan Flavin. Deres værker betonede materialernes konkrete, fysiske tilstedeværelse gennem brug af elementære geometriske strukturer, og de bagvedliggende kunstteoretiske overvejelser fokuserede på værkets og kunstnerens rolle inden for kunstinstitutionen. Udstillingen Eccentric Abstraction arrangeret af kritikeren Lucy Lippard (f. 1937) i New York i 1966 satte fokus på en fremspirende anti-formalistisk æstetik og inkluderede værker af bl.a. Eva Hesse, Yayoi Kusama (f. 1929) og Louise Bourgeois i materialer som læder, latex og pels, der betonede sensualitet og irrationalitet. Denne nye retning betegnedes anti-form eller postminimalisme og omfattede også kunstnere som Robert Morris, Bruce Nauman og Richard Serra. Land Art, hvor naturen brugtes som materiale, fx hos Robert Smithson, udsprang af samme procesorienterede tilgang til kunstværket.

Dematerialisering af det traditionelle værkbegreb kom også til udtryk i konceptkunsten, som, repræsenteret af bl.a. Joseph Kosuth og Lawrence Weiner, lagde fornyet vægt på kunstens bagvedliggende idé og sprogets rolle. Sidst i 1960'erne begyndte mange at bruge kunsten som politisk og socialt våben, og den feministiske kunst blev en betydningsfuld bevægelse i 1970'ernes amerikanske kunst. I performance, body art, video og installation udforskede kunstnere som Carolee Schneemann (1939-2019), Mary Kelly (f. 1941), Hannah Wilke (1940-93), Chris Burden (f. 1946) og Vito Acconci (f. 1940) identitetsproblematikker og forholdet mellem kunstner og beskuer.

1980'ernes økonomiske opsving gav igen grobund for traditionelle kunstformer. Den nye figuration inden for maleriet gjorde kunstnere som Julian Schnabel, Eric Fischl og Robert Longo (f. 1953) til stjerner på det internationale kunstmarked. Jeff Koons førte idéen om kunst som vare til yderste konsekvens og udstillede reelle forbrugsvarer, fx en støvsuger. Andre, fx Barbara Kruger (f. 1945) og Cindy Sherman, arbejdede inden for iscenesat fotografi og fotomontage videre med kunst- og reproduktionsproblematikkerne.

Kunsten op igennem 1990'erne var præget af en ekstrem mangfoldighed, og der kom i høj grad fokus på kunstscenen i Los Angeles. Værkerne havde ofte personlig karakter med rødder i 1970'ernes eksperimenter. Videoinstallationer af bl.a. Gary Hill (f. 1951) og Bill Viola (f. 1951) inddrog og omringede beskueren vha. den nyeste digitale teknologi, mens værker som Ann Hamiltons (f. 1956) performance-orienterede installationer kombinerede skrøbelig skønhed med rå udholdenhed.

Whitney Museet i New York har siden 1932 afholdt Whitney Biennalen, som hvert andet år viser et udsnit af nyeste og stadigt mere komplekse og modsætningsfyldte udviklinger inden for amerikansk kunst. I det stadigt mere globaliserede kunstmiljø, hvor kunstnere og kuratorer bor og arbejder på tværs af geografiske grænser, bliver begrebet "amerikansk kunst" fortsat mere flydende. Biennalen i 2006 med titlen Day for Night viste en tendens i retning af mere irrationelle, melankolske og hemmelighedsfylde værker. Der er også fokus på alternative kunstneriske strategier, som via fx. anonyme og kollektive praksisser slører den traditionelle kunstneridentitet og med multidisciplinære tilgange undviger etablerede værkbegreber. Eksempler herpå er gruppen Otabenga Jones & Associates (grundlagt 2002) og Reena Spaulings (skabt i 2004), som er en fiktiv kunstner, hvis værker på skift udføres af kunstnere fra det kooperative galleri Reena Spaulings Fine Art i New York. Kunstnerisk aktivisme og direkte politisk og socialt engagment kommer også til udtryk i værker som fx Mark de Suveros (f. 1933) og Rirkrit Tiravanijas (f. 1961) Peace Tower (2006) og Jennifer Alloras (f. 1974) og Guillermo Calzadillas (f. 1971) kollaborative installationer og offentlige projekter, fx Hope Hippo (2005).