Color field painting, (am. 'farvefeltsmaleri'), retning i amerikansk kunst, hvor selve farven og de flader, den afgrænser og diffust definerer på lærredet, udgør billedets egentlige betydningsfelt. Color field painting opstod i begyndelsen af 1950'erne, hvor malere som Helen Frankenthaler, Morris Louis, Kenneth Noland og Jules Olitski gennemvædede lærreder med silende farveopløsninger inspireret af bl.a. Mark Rothko, Ad Reinhardt og Barnett Newmann. I modsætning til de samtidige abstrakte ekspressionister var de ikke interesserede i at afspejle kunstnerens subjekt gennem en personligt præget penselskrift, men ville undersøge farvens iboende kvaliteter og udtryk.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.