Charles Burchfield, 1893-1967, amerikansk maler. Burchfield var især optaget af barndommens fantasiprægede og sansebetonede virkelighedsopfattelse, og navnlig i hans akvareller opstod en særlig overensstemmelse mellem form og indhold, idet han mesterligt udnyttede mediets tekniske muligheder og gengav de grotesk forvrængede motiver i sammenflydende farver. Mens Burchfields malestil blev mere realistisk i løbet af 1920'erne og 1930'erne, fortsatte han med at skildre sine barndomserindringer fra det amerikanske lillebymiljø, og han blev en af foregangsmændene for kunstretningen American Scene.