Ad Reinhardt, 1913-1967, amerikansk maler. Reinhardts tidlige arbejder er udført i en geometrisk-abstrakt stil i klare farver, inspireret af bl.a. Piet Mondrian. I 1940'erne blev hans kompositioner mere komplekse og organiske og kan relateres til den abstrakte ekspressionisme, som han dog aldrig knyttede sig helt til. I 1950'erne vendte han tilbage til geometriske former i en række røde, blå og senere sorte billeder bestående af symmetrisk ordnede firkanter, hvor farvekontrasterne var dæmpet til det næsten usynlige.