USA - arkitektur

Fra begyndelsen af 1600-tallet var bygningskunsten præget af de forskellige byggetraditioner, som landets mange indvandrere bragte med sig. I den sydvestlige del, Texas, New Mexico og Californien, opførte de spanske missionærer bygninger i adobe (soltørrede lersten) i en forenklet spansk barokstil.

Det var dog navnlig arkitekturen i de engelske kolonier, inddelt i en tidlig (ca. 1600-1700) og en sen Colonial style (ca. 1700-80), som fik betydning for udviklingen af amerikansk arkitektur.

I den tidlige kolonistil byggede man i New England små landlige huse, hovedsagelig i træ, mens byggeriet i Sydstaterne, fx plantageejernes huse, mere mindede om engelske landsteder, fx Bacon's Castle, Surry County i Virginia fra 1655.

Den store udbredelse, som Christopher Wrens engelske barokstil fik i USA, skyldtes ikke mindst James Gibbs' bøger om Wrens arkitektur. Peter Harrison (1716-75) var blandt de arkitekter, som bragte engelsk palladianisme til USA, hvilket ses i hans bygninger i bl.a. Newport, Rhode Island.

Nyklassicismen fik fodfæste i USA i tiden efter Den Amerikanske Revolution (1775-83), i New England som The Federal Style, stærkt inspireret af engelsk nyklassicisme og repræsenteret af Samuel McIntire (1757-1811) og Charles Bulfinch (1763-1844).

Præsident Thomas Jefferson spillede selv en vigtig rolle for dens udbredelse, da han indførte et nyklassicistisk formsprog i det nye, selvstændige USA, der stilistisk havde udgangspunkt i såvel palladianisme som fransk nyklassicisme og det antikke Rom.

Mange statslige bygninger blev opført i denne stil, fx Virginia State Capitol, Richmond, Virginia (1785-88), tegnet af Jefferson selv. Også en genoplivelse af græsk arkitektur, Greek Revival, fik stor udbredelse i årene fra omkring 1800 med bygninger af bl.a. Benjamin Latrobe (1764-1820), Robert Mills (1781-1855) og Thomas Ustick Walter (1804-87); sidstnævnte forestod fuldførelsen i 1865 af Capitol i Washington, påbegyndt i 1793.

I anden fjerdedel af 1800-tallet dyrkede man dels gotikken, Gothic Revival, dels en italiensk villastil, begge med udspring i engelsk arkitektur. Fra ca. 1880 udvikledes som reaktion på historicismen den såkaldte Shingle style med træhuse helt dækket af tagspån.

En selvstændig amerikansk arkitektur brød for alvor igennem i slutningen af 1800-tallet, efter at det var lykkedes at videreudvikle stålbygningsteknikken, så man nu kunne bygge væsentlig højere end tidligere.

Gennembruddet blev skabt af Louis Sullivan i samarbejde med Dankmar Adler med Wainwright Building i Saint Louis, Missouri (1890-91), der foregreb det næste århundredes amerikanske byarkitektur.

Sullivan fik desuden afgørende indflydelse på en række fremtrædende arkitekter, bl.a. William Le Baron Jenney (1832-1907) og Daniel H. Burnham (1846-1912), der tilsammen byggede størstedelen af Chicagos forretningskvarter og kendes under navnet Chicagoskolen.

De første skyskrabere blev bygget i New York, hvor Woolworth Building af Cass Gilbert (1859-1934) ved fuldførelsen 1913 var verdens dengang højeste bygning; i 1930 blev den overgået af Chrysler Building, der allerede 1931 måtte overgive denne rang til Empire State Building.

Frank Lloyd Wright udviklede i de første år af 1900-tallet sin Prairie style, baseret på idéen om, at en bygning skal opleves som et organisk hele og dens elementer som frie, plastiske former; et halvt århundrede senere opførtes hans Guggenheim Museum i New York (1956-59, tegnet 1943-46).

Den europæiske funktionalisme, kaldet The International Style af Philip Johnson og Henry-Russell Hitchcock (1903-87) i deres indflydelsesrige bog af samme navn (1932), blev introduceret i USA i 1920'erne af bl.a. Richard Neutra og Rudolph Schindler og fik stor udbredelse både før og efter 2. Verdenskrig.

I denne stil arbejdede også Ludwig Mies van der Rohe, der ligesom Walter Gropius og Marcel Breuer kom fra den tyske Bauhaus-skole til USA i 1930'erne og fik stor betydning for amerikansk arkitektur.

Mies van der Rohes Farnsworth House ved Fox River, Illinois (1945-50) og Philip Johnsons Glass House i New Canaaen, Connecticut (1949) — begge enfamilieshuse med store glasvægge — er ligesom de to arkitekters skyskraber Seagram Building i New York (1954-58) blandt modernismens hovedværker; hertil hører også Skidmore, Owings and Merrills skyskraber Lever House i New York (1952).

Fra midten af 1950'erne udviklede Eero Saarinen og Louis I. Kahn i bygninger til bl.a. Yale University en mere skulpturel og ekspressiv arkitektur, der brød med den internationale stil; historicistiske træk ses hos Minoru Yamasaki.

Postmodernismen, som Robert Venturi gjorde sig til talsmand for i 1966, kom til udtryk i Charles Moores Piazza d'Italia i New Orleans (1975-78), AT&T Building i New York (1978-84) af Philip Johnson og John Burgee (f. 1933) og Public Service Building i Portland, Oregon (1980-82) af Michael Graves.

Den tidlige modernisme blev taget op og videreudviklet af gruppen New York Five med bl.a. Richard Meier, der opførte det mægtige kulturcenter Getty Center i Los Angeles (indviet 1997); ligesom flere andre amerikanske arkitekter har han også fået store opgaver i udlandet. Peter Eisenman hører sammen med Frank O. Gehry til de førende arkitekter, der har arbejdet med en dekonstruktiv udtryksform.